Skrottyve på natarbejde
Natten mellem søndag og mandag har der været indbrud på genbrugspladsen på Sjællandsvej og hos Brande Produkt på Fynsvej, og politiet er relativt sikre på, at det er de samme gerningsmænd, der står bag.
På genbrugspladsen viser videoovervågningen 3 gerningsmænd i aktion fra kl. 23.05 til kl. 23.30. Efter at have klippet hul i trådhegnet, er de brudt ind i en sorteringshal, hvor de har fyldt 2 trådbure med IT-udstyr. Det er dog ikke lykkedes mændene at få noget med fra stedet, men det er det til gengæld hos Brande Produkt.
300 kg. kobberrørstykker, 300 kg. messing VVS-artikler, ca. 1 ton bilbatterier, ca. 2 tons kobberkabler samt et ukendt antal kobberbilkølere til en samlet værdi af 50.000 kroner blev udbyttet af indbruddet på Fynsvej. Her er først en port til pladsen og derefter en dør til en lagerhal brudt op i tidsrummet fra søndag middag til mandag morgen.
Et vidne har observeret 2 ældre biler af Opel Astra-typen samt 4 unge mænd i alderen 20-25 år, som gik rundt i nærheden. Har andre set noget mistænkeligt i området, kan politiet kontaktes på tlf. 114.
Tilføj kommentar