Sammenstød på Dørslundvej
OPDATERET: Falck måtte have frigørelsesværktøjet i brug, da 2 biler kort før kl. 11 lørdag formiddag stødte sammen, hvor Fløvej krydser Dørslundvej.
Et ældre ægtepar fra Brande i en mørk VW Polo stationcar ramte en Toyota Avensis, hvor der sad en familie med 3 børn fra Ikast, og begge biler endte på marken.
P.g.a. de mange implicerede blev der sendt 3 ambulancer til stedet foruden en lægeambulance.
Det var angiveligt den 83-årige mandlige fører af Poloen, der ikke overholdt sin ubetingede vigepligt, da han og hustruen kom kørende ad Fløvej i østlig retning.
Ingen af de 3 børn, som alle sad forsvarligt fastspændt på bagsædet af Toyotaen, kom noget til ved ulykken, men den 83-årige mand blev ifølge politiets oplysninger kørt til sygehuset i Horsens efter at være blevet klippet fri af bilen.
Tilføj kommentar