Påskemarked på Brandlundparken
Fredag eftermiddag var der stort påskemarked på Brandlundparken. Mange frivillige og visiterede branditter havde forberedt eftermiddagen i lang tid. Bikuben havde lavet smukke værtindegaver, som blev solgt fra en stor bod inde i Bikuben. Her blev der også lavet de smukkeste påskedekorationer. Flere kreative kvinder var allerede startet om torsdagen med at lave dekorationer, så de var lidt på forkant inden publikum kom. Bl.a. havde Hanne fra Butik Solgård i Skærlund sponseret materiale til dekorationerne.
Flere havde købt en bod, hvorfra de solgte smykker, påsketing, strikvarer og endelig havde flere af aktivitetsholdene på Brandlundparklen lavet en udstilling af deres kreationer. Knipledamerne havde et smukt pyntet bord med de flotteste kniplerier, sølvholdet en smuk udstilling af sølvsmykker og smukke træskærearbejder fra træværkstedet. 3 damer fra glasgraveringsholdet sad og arbejdede, og ovre i Atelieret syede en række kvinder patchwork. Desuden havde de lavet en meget smuk udstilling af deres arbejder.
Også det nye hold med akrylmaling havde mange spændende påbegyndte malerier udstillet. På væggen i cafeområdet havde akvarelmalerne hængt rigtig mange smukke billeder op.
Og så blev der solgt nybagte boller og kage, som kunne tages med hjem til fryseren. Tombolaen havde mange dejlige præmier, og den var rigtig godt besøgt.
Kaffe og hjemmebagt kringle blev der solgt i Cafeen og til at sætte den rigtige stemning spillede Rita og Aksel Rauff harmonika hele eftermiddagen. Mange var mødt op for at nyde påskemarkedsstemningen, købe en påskedekoration, kigge på udstillingerne eller blot hygge sig med kaffe og samvær.
Tilføj kommentar