Optræk til drama i Brande Golfklub

Men så endte generalforsamlingen alligevel i fred og fordragelighed, så de ca. 130 deltagere kunne gå hjem i forvisning om at deres klub er i god gænge

Af Villy Guldbrand Jensen -

Der var lagt op til drama i Brande Golf Klub, da klubben tirsdag aften afholdt deres 23. generalforsamling i klubhuset på Nordlundvej.
Seniorgolferne havde sat en seddel op i klubhuset hvor de bekendtgjorde at de ville opstille en modkandidat til bestyrelsen.
Det betød at der skulle uddeles stemmesedler og tjekkes hvor mange der havde fuldmagter med, så generalforsamlingen blev et kvarter forsinket inden formanden Jette Skott Kristensen kunne byde de ca. 130 fremmødte velkommen.
Kamma Løth kunne som repræsentant for seniorgolferne fortælle at de godt kunne tænke sig en repræsentant i bestyrelsen, da de udgjorde en stor del af klubben og var parate til at gøre en indsats i bestyrelsen.
De ville derfor foreslå Jørgen Lyhne som nyt bestyrelsesmedlem.
Inden da havde Charles Gjørup på bestyrelsens vegne foreslået genvalg af de tre bestyrelsesmedlemmer der var på valg – Jette Skott Kristensen, Anders Quist Hermann og Kim Eriksen, og han tog ordet igen og begrundede hvorfor han foreslog genvalget.
- Vi har tre bestyrelsesmedlemmer som alle har gjort en kæmpe indsats. Jette som hårdtarbejdende formand, der lægger mange kræfter i klubben og har kontakten til erhvervsklubben.
Anders Quist Hermann der er sekretær, med i baneudvalget og vores IT-ansvarlig. Han gør det supergodt og når han har fået noget i hænderne er vi andre trygge, og ved at det bliver gjort.
Kim Eriksen kom ind midt i sidste sæson, og vi mærkede tydeligt at han brændte for, og er så motiveret at han bør have mindst en periode mere.
Afstemningen faldt ud til de siddende bestyrelsesmedlemmers fordel. Jette Skott Kristensen fik 122 stemmer, Anders Quist Herman 115, Kim Eriksen 89 og Jørgen Lyhne 60.
Da man kom til valg af første suppleant foreslog bestyrelsen Jørgen Lyhne som blev valgt uden modkandidat.

En klub i god gænge
Formanden for Brande Golfklub Jette Skott Kristensen kunne i sin beretning fortælle om en klub der er i god gænge.
I årets løb var trappen op til klubhuset blevet renoveret og en overdækning ved udslagsbanen færdiggjort.
- Vi har i 2017 fået ros for vores bane fra de golfspillere der kommer ude fra, og i år har vi haft en indtægt på Green fee, Firekløversamarbejdet og MidtVestGolf på 1.119.370 kroner, kunne formanden fortælle forsamlingen og klubben kom ud af 2017 med et overskud på 370.856 kroner før afskrivninger og finansielle poster.
Kasserer Kirsten Egelund Petersen gennemgik senere regnskabet mere detaljeret og kunne til aftenens største klapsalve fortælle at man ville køre med uændret kontingent i 2017.
Et kontingent som hun kunne vise på storskærm var blandt de billigste i området.

Læs mere i Brande Bladet i næste uge!

Kommentarer

Er Ekstrabladet kommet til Brande?
Ja det var min første tanke, inden jeg så fik læst artiklen.
På intet tidspunkt oplevede jeg, noget der mindede om et drama.
Ingen var i fare og ingen kom galt afsted.
Derimod en ganske normal situation til en generalforsamling, når der opstilles flere kandidater, end der er brug for.
Altså bare et kampvalg - ikke lige en dramatisk situation !
At der var opslået info om en kandidat, er vel helt naturligt.
Og jo et andet medlem havde benyttet sig af email muligheden for at kapre stemmer - fint nok.
Der blev valgt de rette personer, det viste flertallet.
Muligvis var resultatet blevet anderledes, hvis seniorklubbens kandidat havde rejst sig op og fortalt om sine ambitioner for at være med i bestyrelsen. På intet tidspunkt blev vi, der ikke er med i Seniorklubben, oplyst herom. Den eneste begrundelse var at man, Seniorklubben, synes, at med 131 medlemmer burde der være en i bestyrelsen herfra. Et sagligt argument, måske?
Nå, jeg ville nu ikke stemme anderledes alligevel, for den siddende bestyrelse har udført et rigtig godt stykke arbejde og jeg tror, der er mange flere end mig, der synes det samme.

Åh ja, det var jo overskriften, der lokkede mig til dette indlæg: Lad bare vore østlige medborgere have den slags.
Fri os mere jordnære jyder for den type igen......

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul