Nytårshilsen fra socialdemokratiet Ikast-Brande Kommune

Frank Heidemann Sørensen

2016 har været et turbulent år for byrådet. Fælleslisten ekskluderede Ismael Yalcin, fordi han tillod sig at kandidere til posten som Fælleslistens borgmesterkandidat – og Annette Mosegaard fra Venstre blev pludselig konservativ spidskandidat, da Venstre valgte Ib Lauridsen til borgmesterkandidat i stedet for Annette. Morten Bak forlod i forbindelse med selvsamme valg Venstre og blev løsgænger. Nu bliver det spændende at se, hvordan vælgerne til november belønner/straffer de 3 partier/lister for denne uskønne optræden.

I forhold til ovenstående forløb blev vores eget valg af borgmesterkandidat noget mere kedeligt, men også mere reelt. Jeg vil hermed gerne takke for valget – jeg skal gøre mit bedste for at leve op til tilliden og håber at I alle bakker op i den valgkamp, der allerede så småt er ved at være i gang.

Vi har også oplevet udskiftninger i byrådsgruppen. Martin Skøtt trådte ud af byrådet d. 1. november og Peter Kempf udtræder d. 1. januar. Martin af arbejdsmæssige grunde og Peter fordi han flytter ud af kommunen. En meget stor tak for et godt samarbejde til begge to. Peter har været med siden den nye kommunens fødsel og inden da i tidl. Nr. Snede kommune – Martin har været med siden sidste valg. Både Peter og Martin har bidraget med stor viden, indsigt og en flot arbejdsindsats i byrådet og i byrådsgruppens arbejde og drøftelser. I vil blive savnet, men vi kan håbe at I stadig vil bidrage til vores kamp for de socialdemokratiske værdier og politik i andre rum og fora.

Med Peter og Martins farvel til byrådsarbejdet er der blevet plads til vores 1. og 2. suppleant: Yildiz Kibar og Celalettin Tanis. Yildiz har gennem de sidste 3 år deltaget på stort set alle vores gruppemøder, da 1. suppleanten og kredsformanden altid inviteres med. Yildiz er derfor allerede klædt godt på til byrådsarbejdet, og Tanis har stor erfaring i andre politiske sammenhænge.

Ændringen har betydet, at vores gruppe har om konstitueret sig. Birthe Sørensen er blevet formand for arbejdsmarkedsudvalget, Yildiz Kibar er kommet i Børne- og Undervisningsudvalget og Inge Dines er kommet i Økonomi- og Planudvalget. Tanis er kommet i spildevandsselskabet og i ikke mindre end 4 §17 stk. 4-udvalg.

Ny 1. suppleant bliver Joan Højlund.

Vi glæder os til samarbejdet og har allerede afholdt vore første møder.

Politisk har 2016 budt på mange store sager og problematikker, hvor vi hele tiden har stået på mål for de mål og værdier som vi har i vores lokale princip og arbejdsprogram.

Jeg vil her nævne vindmølle problematikkerne i Isenvad og Gludsted. Vi ønsker grøn omstilling af mange gode grunde og kæmper for det, men ønsker også møllerne placeret, hvor de generer mindst muligt. Det er ikke lige let, men nu ser det ud til at vi kan få mulighed for placering i vore triste granplantager.

I gruppen var der delte meninger og den fremtidige skolestruktur, men vi endte med at nedlægge Vestre Skole, hvor eleverne nu skal fordeles på de 3 andre Ikast skoler. Vestre skole er så senere blevet bragt i spil som ny politiskole. Den vil være særdeles godt egnet og vi fortjener nogle statslige arbejdspladser, men det bliver nok ikke aktuelt. Jeg er bange for at Lars Løkke og Lars Krarup for længe siden har aftalt at skolen skal ligge i Herning.

På vores seneste byrådsmøde vedtog vi, at der skal socialfaglige medarbejdere ud på alle vore skoler og daginstitutioner. Det har længe været et ønske fra vi socialdemokrater og nu er det endelig lykkedes at få udmøntet de beslutninger vi har kæmpet for at få med i de sidste 2 budgetforlig. Det bliver helt sikkert til gavn for personale, forældre men ikke mindst for vore udsatte børn.

Vi har også kæmpet for, at Gartneriet Garland som socioøkonomisk virksomhed skal blive en vigtig del af vores stort anlagte Vision Vestergade – det holdt hårdt, men er nu et faktum og et gedigent socialdemokratisk fingeraftryk.

Ikast-Brande kommune er sammen med Frederiksberg kommune blevet udpeget af DGI og DIF til at være ”Bevæg dig for livet” kommuner – ikke mindst på grund af et godt forarbejde i §17 stk. 4-udvalget. Det resulterer forhåbentlig i, at endnu flere af vore borgere vælger at blive fysisk aktive og dermed sparer både sig selv og samfundet for mange livsstilssygdomme.

Vi arbejder også på mulighederne for at effektivisere og spare på vores administration ved at samle alle administrative medarbejdere på et rådhus. Det er der store perspektiver i både økonomisk, fagligt og i forhold til at kunne tiltrække nyt personale. I erkendelse af at den almindelige borger stor set ikke bruger rådhuset og borgerservice kan være på bibliotekerne, mener vi, at det er det eneste rigtige.

En stor tak til kredsen og ikke mindst til kredsformand Tage Olsen for vores fine samarbejde – dialogen med kredsen og de 3 partiforeninger er guld værd for byrådsgruppen.

På byrådsgruppens vegne

Frank Heidemann

Kommentarer

Wauw Frank Heidemann: altid sobert at starte med -hvad andre gør forkert. Du var vist også med til at stemme for, at "Engparken" i Brande ikke skulle udvides- ikke sandt?
I Socialdemokratiet har I heller intet gjort for Brande, og dybest set - så ønsker I heller ingen kandidater- vel?
Jeg synes du skulle prøve en uges ophold på "BrandlundParken, tag endelig hele Byrådet med, så I kan opleve på egen krop, hvad I tilbyder vore ældre.
I kan få serveret 3 dg. gl. håndmadder, som I spiser på egne værelser; derefter bliver der - bogstaveligt talt lukket for det varme vand....- så hvis én af Jer skulle være så uheldig, at gøre bleen beskidt.....- så må I jo bare vente på, at der kommer noget personale....- ikk'....og vasker Jer med iskoldt vand.
Godaw Do!

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul