Nytårshilsen

Rune Lyager

Med ønsket om samarbejde og sammenhængskraft i hele Ikast-Brande Kommune.

Af Rune Lyager, byrådsmedlem for Fælleslisten

Jeg vil i den forestående byrådsperiode arbejde for hele Ikast-Brande Kommune. Således at de mindre og lidt større samfund der ligger rundt om Ikast, som kommunes administrative og psykologiske centrum, konkret oplever sig set, hørt og tilgodeset, når der træffes beslutninger i kommunen. Det gælder alle områder fra skole til øvrige institutioner for børn og unge, kultur og fritid, idræt og ældre.

De gode historier skal fortælles

Historierne om lokale folk, som tager hammeren i egen hånd og skaber udvikling.

Dem har vi mange eksempler på i Brande.

På kultursiden er vi intet mindre end gavlmaleriernes by, og ud fra det træ er der vokset mange grene. For bare for at nævne nogle:

Street Art Festival, International Kunst Workshop, Kulturremisen, Kunstskolen og mange flere.

Jeg er stolt af at bo i gavlmaleriernes by.

De solide grundsten, som allerede er lagt, skal der bygges videre på. Vi skal som by og borgere støtte op om gavlmaleriet Brande og de lokale ildsjælsprojekter i kommunen.

Nordlundvej 57

En fantastisk udstykning, hvor borgere har den helt unikke mulighed at bo tæt op ad foreningslivet og den flotte, gamle Brandlund Hede. Der er tale om et sted, hvor alle har mulighed for at bosætte sig, hvad enten man vil eje eller leje. Den tanke er jeg særlig glad for.

Christiansminde

Endnu en ny udstykning, der ligger helt tæt med Brande Å og hele stisystemet tæt på midtbyen og mod Drantum. På den måde tæt på både by, skole og naturen. Og helt tæt med den bydel, der hedder Enkehøj og Feddet. Den sammenhængskraft, de udstykninger giver hinanden, kan blive helt fantastisk.

Den gamle Præstelundskole

Fra skole til bolig i alle lag, præcis som folkeskolen. Den skal kunne rumme alle. Ældreboliger, studieboliger og familieboliger. Det er en unik mulighed for at skabe fællesskab og sammenhængskraft. Historien om skolen bliver på stedet, og dele af den kommer til at stå i mange hundrede år endnu. Dette i kraft af lokale ildsjæle, som arbejder hårdt for udvikling af byen.

Brande Trappen

Det er jo helt vildt, hvor fedt et projekt det er.

Brande Å vil blive endnu mere synlig i midtbyen (tænk på f.eks. Åboulevarden i Århus). Hvilket arkitektonisk vidunder, det kan blive.  

Sammenbygning af Artium og Brande Hallerne

Tænk sig at bo i en by, hvor skole og hal er bygget sammen. Alt den sammenhæng, det giver på tværs af aktivitet, alder og formål. Det giver en helt ny dimension for det at gå i skole og beriger de kreative undervisere til nye måder at kunne undervise på.

Hal 3 – Urban Street Zone

Urban Street Zone er blevet verdenskendt på de store events, der har været afholdt og endnu flere kommer til i 2022.

Hal 3 vil give det hele en helt ny dimension. Sammenhængskraft mellem de traditionelle sportsområder og street-miljøet. Her skal der være plads til alle, også dem som ikke skater. De store ungdomsfester skal holdes her.

De unge skal have plads og rum til at være unge. Ungdomshuset skal tordne frem.

Alle de projekter skal vi som borgere støtte op omkring. Vi skal støtte op om at udvikle. Projekterne vil give sammenhængskraft, mangfoldighed og vil berige Brande. Projekterne vil også inspirere andre steder i kommunen.

Det er mit store ønske, at vi står sammen i hele kommunen og taler alle projekterne op. Udfordringerne vil jeg bidrage til at løse så godt som muligt, helst i et fællesskab med alle, der vil være med i hele Ikast-Brande.

Med ønsket om et rigtig godt og udviklingsrigt 2022 for Ikast-Brande Kommune.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul