Nyansat borgerrådgiver skal styrke borgerdialogen
Ikast-Brande Kommune får nu sin første borgerrådgiver, der skal vejlede borgerne i forhold til spørgsmål om kommunens sagsbehandling.
1. maj tiltrådte Vibeke Hother (bill.) stillingen som borgerrådgiver i Ikast-Brande Kommune.
Vibeke Hother er uddannet jurist og kommer med en bred erfaring fra tidligere ansættelser. Senest har hun været ansat i Herning Kommune, hvor hun har ydet juridisk rådgivning til de forskellige fagforvaltninger. Før det har Vibeke været ansat i socialforvaltningen i Københavns Kommune og i Statsforvaltningens værgemålskontor.
Med ansættelsen af borgerrådgiveren ønsker byrådet at styrke den gode borgerdialog og skabe løsninger sammen med borgerne i Ikast-Brande Kommune.
- Når vi har ønsket at ansætte en borgerrådgiver, er det både for bedre at kunne hjælpe vores borgere i forhold til deres møde med kommunen, men også for at få sat fokus på de områder, hvor vi i kommunen kan gøre tingene bedre. Vibeke har en stærk profil og et godt kommunalt kendskab til flere forvaltningsområder. Jeg ser meget frem til samarbejdet, udtaler borgmester Ib Lauritsen (V).
Borgerrådgiveren er ansat direkte under byrådet og er uafhængig af kommunens øvrige organisation. Det betyder, at borgerrådgiveren er en uvildig rådgiver som ikke er en del af kommunens fagområder eller det politiske system.
Vibeke Hother glæder sig til rollen som borgerrådgiver i Ikast-Brande Kommune.
- Det er en spændende og vigtig opgave at arbejde med at styrke borgenes retssikkerhed. Jeg ser frem til at hjælpe med at skabe dialog og forståelse mellem borgerne og kommunen, siger hun.
Borgerrådgiveren kan blandt andet:
• hjælpe borgerne med at forstå afgørelser og breve fra Ikast-Brande Kommune,
• undersøge, hvordan sagen er blevet behandlet i det kommunale system,
• behandle klager over kommunens sagsbehandling
• mødes med borgerne og lytte til deres oplevelser,
• hjælpe med at genskabe dialogen mellem borgeren og kommunen,
• vejlede om klagemuligheder i sager, der vedrører Ikast-Brande Kommune.
Borgerrådgiveren kan derimod ikke behandle henvendelser, der kan indbringes for lovhjemlede klageorganer eller er indbragt for det kommunale tilsyn, Folketingets Ombudsmand eller domstolene.
Henvendelsen skal rettes senest 1 år efter at forholdet er begået eller sagen er afgjort. Det er gratis at benytte rådgivningstilbuddet.
Tilføj kommentar