Ny energiø er gode nyheder for erhvervslivet og den grønne omstilling

Carsten Kissmeyer

Af Carsten Kissmeyer, MF (V)

Jeg er en utrolig glad energiordfører. Et bredt flertal af Folketingets partier er nemlig blevet enige om at etablere en energiø i Nordsøen, som på sigt vil kunne forsyne op mod 10 mio. husstande med grøn strøm. Det er gode nyheder særligt for den grønne omstilling, men bestemt også for erhvervslivet.

Sidste år satte vi 2050 som slutdato for Danmarks udvinding af olie fra Nordsøen. Det olieeventyr, som Danmark har nydt godt af siden 1970’erne, skal erstattes af et nyt energieventyr. Der er ingen tvivl om, at fremtiden tilhører den grønne energi.

Derfor glæder det mig meget, at Danmark nu bliver et foregangsland inden for grøn havenergi. Øen skal ikke kun forsyne europæerne med grøn strøm. På sigt skal den også kunne omdanne den grønne strøm til brændstoffer til skibe, fly og lastbiler. Energiøen er altså et utrolig vigtigt element i kampen for en renere klode og Danmarks ambition om at blive CO2-neutral i 2050.

Energiøen rummer samtidig store muligheder for erhvervslivet.

Det har været en vigtig prioritet for Venstre, at etableringen af øen skal ske i tæt samarbejde med det private erhvervsliv. Dansk erhvervslivs evner inden for innovation, teknologi og udvikling skal selvfølgelig bidrage til etableringen, som også vil sikre mange nye grønne arbejdspladser.

Derfor er energiøen rigtig gode nyheder både for erhvervslivet og den grønne omstilling. Jeg glæder mig til at se projektet blive til virkelighed, og forhåbentligt følge starten på Danmarks nye energieventyr.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul