Nu skal flygtninge alligevel kunne passe børn
Tilbage i september besluttede byrådet at indføre et midlertidigt stop for ansættelse af flygtninge og indvandrere på områder, hvor det er lovpligtigt at indhente børneattester, men nu lægger kommunaldirektør Henning Hansen op til at ændre praksis på området. Det sker på baggrund af inspirationsmateriale udarbejdet af Kommunernes Landsforening (KL).
Materialet beskriver reglerne omkring børneattester og giver inspiration til kommunerne til, hvordan man på anden vis kan tilgodese de beskyttelseshensyn, der ligger bag børneattester.
I forvejen kan den obligatoriske børneattest ikke stå alene, men indgår som et delelement i den samlede helhedsvurdering, der skal danne grundlag for et konkret og individuelt skøn.
Den nye procedure, som kræver byrådets godkendelse, inden den sættes i gang, betyder bl.a., at Jobcenteret foretager en grundig screening af vedkommende, at Jobcenteret indhenter en børneattest, at Jobcenteret sikrer, at vedkommende besøger ansættelsesstedet forud for beslutning om ansættelse, at Jobcenteret og lederen af ansættelsesstedet i fællesskab træffer beslutning om eventuel ansættelse og at lederen af ansættelsesstedet udpeger en mentor, som skal følge vedkommende i det daglige arbejde.
Desuden forpligtes lederen af ansættelsesstedet til at sikre, at der sker en grundig og tilstrækkelig introduktion, herunder introduktion til særlige regler, som tilgodeser de beskyttelseshensyn, der ligger bag børneattester.
Det midlertidige stop for ansættelse af flygtninge blev indført, da børneattester ofte kan opleves som ufuldstændige, idet de kun dækker den tid, en flygtning har opholdt sig her i landet.
Tilføj kommentar