Nr. 1 igen
Mens Dansk Byggeri tidligere på året sendte Ikast-Brande ned i midten af feltet i en undersøgelse af erhvervsvenligheden i de 98 danske kommuner, er der ingen over eller ved siden af, når Dansk Industri undersøger samme emne: For femte gang af seks mulige lander Ikast-Brande Kommune på førstepladsen, som de forrige fire gange for næsen af nabokommunen Herning, der en enkelt gang har haft held og dygtighed til at fortrænge Ikast-Brande til andenpladsen i analysen.
- Jeg er utrolig stolt over, at titlen som kommunen med det bedste erhvervsklima i Danmark endnu engang tilfalder Ikast-Brande. Vi har endda formået at forbedre os på flere af parametrene. Det ser jeg som et godt tegn på, at hverken medarbejdere eller politikere tager denne placering for givet. Der arbejdes konstant på, at vores kontakt med virksomhederne bliver bedre, og at vi stiller de rigtige rammebetingelser til rådighed, siger borgmester Carsten Kissmeyer (V).
Undersøgelsen har 11 kategorier. I otte ud af de 11 kategorier ligger Ikast-Brande Kommune nr. 1. Sidste år havde kommunen fem 1.-pladser. Især én placering glæder viceborgmesteren:
- Det er et stort skulderklap til den kultur, vi har her i kommunen. Vi bliver aldrig trætte af at blive kåret som de bedste. Jeg synes, at det er utroligt godt gået af hele vores hold, og jeg er særligt glad for, at vi ligger nr. 1 i kategorien information og dialog med kommunen. Vi mødes og løser konkrete udfordringer hurtigt og effektivt. Det sparer os for en masse skriverier frem og tilbage og misforståelser, lyder det fra viceborgmester Preben Christensen (FL).
Beviset på førstepladsen blev overrakt her til morgen på Kjeldsens småkagefabrik i Nr. Snede.
Tilføj kommentar