Vindmøllebranchen beskæftiger 2 ud af 100
En ny regional og kommunal opgørelse fra brancheforeningen Vindmølleindustrien viser, at 4 ud af 5 af vindmøllebranchens næsten 30.000 ansatte arbejder vest for Storebælt. I alt er godt 2 ud af 100 privatansatte beskæftiget i vindmøllebranchen.
Vindmøllebranchen er en vækstmotor for Danmark med aktiviteter i hele landet. Tyngden er især i landets tre vestlige regioner, hvor 79 % af arbejdspladserne befinder sig. Branchen har størst betydning i Region Midtjylland, hvor næsten en ud af 25 privatansatte arbejder med vindenergi. Det viser nye tal fra Vindmølleindustriens regionale og kommunale branchestatistik, der netop er offentliggjort.
- Vindmøllebranchen vækster, og i 2015 er omsætningen steget med 2,9 % så den nu er oppe på 87,9 mia. Når omsætningen stiger, følger jobskabelsen med. Vindmøllebranchen bidrager derfor aktivt til at skabe flere arbejdspladser rundt om i Danmark og særligt vest for Storebælt, hvor branchen har en stærk tilstedeværelse, der også er bundet op på vindmøllebranchens historiske forankring i området, siger adm. direktør for Vindmølleindustrien, Jan Hylleberg.
På trods af at Region Midtjylland har den største beskæftigelse og omsætning, skal den helt store væksthistorie findes i Region Nordjylland, hvor der er en stigning i beskæftigelsen på 10,2 % fra 2014-2015. Region Midtjylland indtager dog en stærk andenplads med en stigning på 5,4 %.
Samlet er beskæftigelsen steget 3,3 % på tværs af de fem regioner.
Ikast-Brande er med knap 4.000 ansatte den kommune, hvor flest er ansat i vindmøllebranchen efterfulgt af Ringkøbing-Skjern og Aalborg kommuner. At disse tre kommuner indtager vindmøllebranchens top tre kan tilskrives, at der er meget beskæftigelsesintensive produktionsfaciliteter i de tre kommuner.
I alt var 31.251 ansat i vindmøllebranchen i 2015.
Tilføj kommentar