De 1000 penslers march

 – Brande fejrer kunst, fællesskab og bæredygtighed

Brande Citys udvalg for Sport, Kultur og Turisme, i samarbejde med skolerne og Det Grønne Plus, er stolte af at præsentere et unikt fælles kunstprojekt – "De 1000 penslers dag".

 

Fredag den 6.  september, vil 1000 skolebørn fra Blåhøj Friskole, Artium og Dalgasskolen gå i en farverig og kreativ march gennem Brande by, hvor de alle bærer en pensel i hånden. Dette festlige optog vil bevæge sig ned ad Storegade, der i dagens anledning vil være spærret for trafik i tidsrummet kl. ca. 9.00-9.30.

 

Kunstoptoget og det store fællesmaleri

Marchen kulminerer ved Det Grønne Plus, hvor børnene vil male på et 130 meter langt byggehegn med deres pensler. Dette kunstværk, skabt i fællesskab af byens og oplandets børn, vil være et synligt og varigt minde om dagen, og det vil pryde området i de næste to år, hvorefter materialerne vil blive genbrugt. Kunstnere vil være til stede for at guide og inspirere børnene, og sørge for at den kreative energi strømmer frit.

 

En hyldest til Brandes kunstneriske arv

"De 1000 penslers dag" er en hyldest til det initiativ fra 1968, der satte Brande på landkortet som en kunstby. Projektet bygger på værdier som bæredygtighed og genbrug, og det handler ikke om motivet, men om kraften i fællesskabet og skabelsen.

 

Officielle åbningstaler og fernisering

Arrangementet indledes med åbningstaler kl. 10.00 af Birgit Vinge, en ildsjæl og idékvinde bag mange af Brandes kunstevents, samt Rune Lyager, ophavsmand til idéen om denne dag. 

Børnene, deres forældre og bedsteforældre er særligt inviteret til ferniseringen kl. 14.00, hvor det færdige kunstværk vil blive præsenteret.

 

Første spadestik til Det Grønne Plus

Kl. 14.30 tager arrangementet endnu en spændende drejning, når det første spadestik til nybyggeriet Det Grønne Plus tages. Det sker med bygherrerne, borgergruppen, borgmester Ib Lauritsen, JCN bolig og formanden fra Brande City.

Der vil samtidig være "åbent hus" i Fælleshuset ved Det Grønne Plus.

Bygherren udtaler: "Fra starten har det været vores ønske at inddrage lokalsamfundet i vores projekt. Vi er glade for, at alle børnene kommer tilbage til det sted, hvor deres gamle skole lå, og hjælper med at skabe et fantastisk kunstværk bygget på genbrugstanken."

 

Alle er velkomne til at deltage i denne dag, hvor Brande vækkes til live gennem kunst. Kom og vær med, til optoget og når værket bliver skabt, og nyd det fælles kunstværk ved ferniseringen kl. 14.00.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Kvalitetfyrærkeri

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul