Kulturbyen Brande indvier nyt Kunsthotel
I lørdags blev Brandes nye kunsthotel indviet, da ferniseringen af Art Hotel Dalgas skabte en kø, der strakte sig over Storegade i mere end to timer.
Af: Morten Hjorth Lindhardtsen
Hotel Dalgas i Brande indviede lørdag den 4. november ni nye værelser i et anneks på den modsatte side af hotellet i Storegade i Brande. Det skete i den bygning fra 1924, som i sin tid husede Brandes tekniske skole.
Om de første elever tilbage i 1920’erne havde mere eller mindre sved på panden til svendeprøverne, end de kunstnere, der i 2023 viste deres færdige værker frem på hvert sit værelse, må stå hen i det uvisse.
Men dømt ud fra de mange fremmødtes indbyrdes snak i gangene og ord til kunstnerne på værelserne, så har de lokale kunstnere og tovholdere på projektet bestået deres svendeprøve med ros.
- Det var en sjov og udfordrende opgave. Lærredet var ikke kun én flade. Men et lærred bestående af vægge, gulv og lofter. Og det hele ændrer størrelse og dimension alt efter hvor beskueren står, siger Lund Dickmann, som har udsmykket et af værelserne.
Kunst med en lokal forankring
Storegade var afspærret ved hotellet i forbindelse med ferniseringen. Og med god grund, for flere hundrede tilskuere stod klar på vejen, da Ferniseringen blev talt i gang af Rektor for Det Jyske Kunstarkademi, Søren Taaning.
- Det er fantastisk at rejse og at overnatte på hoteller. Men det er sjældent at hotelværelset bliver en del af minderne fra rejsen. Det er jeg overbevist om, at ikke vil være tilfældet, når folk overnatter i Brande i et af disse flotte værelser, sagde Søren Taaning undervejs i åbningstalen
Læs hele artiklen i Brande Bladet i morgen tirsdag.
Luftfotoet er taget af Jens Erik Kongsted.
Tilføj kommentar