Gordisk knude skal løses

Kortet viser den alternative vejforbindelse ”D” fra Skerrisvej. Danish Bottling Companys bygninger ses midt i billedet (oversigtskort: Ikast-Brande Kommune).

Ikast-Brande Kommunes nyetablerede Udviklings- og erhvervsudvalg skal onsdag forsøge at finde en løsning på, hvordan den kommende udstykning Christiansminde skal vejbetjenes.

På sit sidste møde før jul besluttede et flertal i det daværende, nu nedlagte Teknik- og miljøudvalg at overlade beslutningen om placeringen af vejadgangen til det kommende boligområde Christiansminde mellem ”Den skæve bane” og Enkehøj/Feddet til Udviklings- og erhvervsudvalget.

Udvalget har sagen på dagsordenen på sit møde onsdag, og fra teknik- og stabsdirektør Kenneth Jensens side er indstillingen den samme som før jul: Han og den kommunale forvaltning anbefaler løsning A, en sideudvidelse af Enkehøj. Prisen for dette inkl. udskiftning af den eksisterende bro er anslået til at udgøre godt 7 mio. kr., som skal betales af Fink Ejendomme, der står for udstykningen.

Venstres nu forhenværende byrådsmedlem, Carl Jensen, gik som den eneste i udvalget ind for den dyreste løsning C, en forlængelse af stamvejen i den kommende byggemodning af området øst for Hyvildvej/syd for Enkehøj (samlet pris knap 21 mio. kr. inkl. 7 mio. kr. til etablering af en ny bro), mens en tredje løsning, en ny vejforbindelse fra Skerrisvej til ca. 6 mio. kr., ikke nød den store opbakning. Meget heldigt, eftersom kommunens efterfølgende dialog med Danish Bottling Company (DBC) om netop denne løsning har gjort det klart, at virksomheden ikke er indstillet på, at der etableres en permanent vejadgang til boligområdet nord for virksomhedens eksisterende bebyggelse.

I stedet har DBC foreslået en alternativ vejføring langs virksomhedens sydlige matrikelskel. Udgifterne til denne løsning, som logisk nok er blevet døbt ”D”, forventes at udgøre i alt 8,6 mio. kr.

Læs mere om sagen i dagens udgave af Brande Bladet.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul