Et lille advarselsflag om Præstelundskolens grund

Jens Møller

Sideløbende med den skandaløse sag om byggeriet på Nordlundvej op mod Brandlund Hede frygter jeg, at en anden potentielt katastrofal byudviklingssag kan være på vej i vores by. Denne gang drejer det sig ikke om natur, men om den fremtidige anvendelse af Præstelundskolens grund. Dette hænger sammen med, at byrådet den 1. februar 2021 har besluttet at arealerne udbydes i offentligt udbud, og at "administrationen bemyndiges til at optage forhandling med tilbudsgiver", samt, at "administrationen bemyndiges til at optage dialog/forhandling med tilbudsgiver i forhold til, hvad tilbudsgiver ønsker at bygge på arealet."

Det er selvfølgeligt ikke umuligt, at denne fremgangsmåde kan føre til, at der udvikles et godt og attraktivt projekt til byudvikling af byen. Det kan sagtens gå godt. Men - selv om jeg godt ved, at der senere skal laves lokalplan og at det i sidste ende er byrådet der beslutter salget - så er det alligevel meget, der overlades til " administrationen ". Det må derfor kræve en betydelig tiltro til, at administrationen og teknisk forvaltning er i stand til at løse denne opgave på kompetent vis fsva. tanker om byudvikling og arkitektur. Men denne tiltro har jeg desværre ikke helt. Jeg tænker ikke på de menige, givetvis hårdt arbejdende medarbejdere, men på "dem der bestemmer". Derfor ser jeg en risiko for, at det kan gå galt (igen), eller at det i hvert fald ikke nødvendigvis ender helt optimalt.

Jeg forstår ikke, at kommunen ikke har valgt at være mere proaktiv og opsøgende i forhold til på forhånd at gøre sig egne tanker om områdets anvendelse, men overlader udspillet og initiativet til en mulig køber "i forhold til hvad tilbudsgiver ønsker at bygge på arealet" (citat). Da jeg ikke ser, at forvaltningen råder over fornødne ressourcer indenfor arkitektur og byplanlægning, spørger jeg: Hvem skal hjælpe kommunen med at vurdere og give modspil overfor et af en tilbudsgiver foreslået projekt?

Man skal huske, at vi står med den mest enestående mulighed igennem generationer for at præge Brande Midtby i god og attraktiv retning. Det er en chance, der aldrig kommer igen. Det er alle tiders chance for, at skabe et virkeligt attraktivt bymidte-kvarter, som man vil kunne misunde os i mange byer. Der er ikke tale om en opgave, der bør løses af amatører. Det er nemlig ingen kunst at "få smækket noget op", og det er meget, meget langtfra ligegyldigt, hvem der sælges til, og hvad der bygges. Man skal ikke lade hvemsomhelst bygge hvadsomhelst hvorsomhelst. Personligt ser jeg gerne, at der langt overvejende bygges attraktive ejerlejligheder i etagebyggeri, men der er jo også i denne forbindelse mange forhold at forholde sig til.

Jeg ved jo selvfølgelig ikke, hvordan det går, og heller ikke at det går galt. Når det sagtens kan gå godt, skyldes det, at der findes mange rigtigt gode og dygtige byggefirmaer derude, som vil kunne præstere gode projekter. Men jeg synes, at kommunen har forsømt på forhånd at søge fagkyndig, professionel ekstern bistand, som også kunne have styret en - efter min mening - meget velkommen forudgående idekonkurrence for området, hvad der givetvis kunne have ført noget interessant med sig. 

Herudover er fremgangsmåden udtryk for en "holden kortene ind til kroppen-attitude" uden borgerinddragelse, og uden at borgerne skal underrettes, før det hele er afgjort og "løbet er kørt". Hvorfor skal det hele foregå i lukkethed og hemmelighedsfuldhed? Det kan da være godt nok, at det ikke tager alt for lang tid, men hvorfor skal hemmelighedsfuld og hurtig proces prioriteres højere end borgerinddragelse og sikkerhed for kvalitet? Nu har Brande jo alligevel været udsultet i mange, mange år i relation til byudvikling.

 

Jens Møller

Nordlundvej 168

Kommentarer

Jeg deler fuldt ud dine bekymringer. Så vidt jeg husker, var der professionelle folk og borgerinddragelse, da Herning skulle finde ud af, hvad den attraktive sygehusgrund skal bruges til. I Brande står vi nu i samme situation med hensyn til en unik mulighed for spændende udvikling.
Men med tanke på den flotte strukturplan for Brande Syd - og mangelende realisering deraf, så er spørgsmålet jo, hvor meget det nytter at fremstille en visionær planlægning......

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Brande Camping
Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul