A- og B-holdet

Af Annette Bjerremand, Bevægelsen mod kæmpevindmøller i Ikast-Brande kommune

I maj 2019 indgik byrådet i Ikast-Brande en ”konsensus-aftale” om opstilling af vindmøller.  Ifølge aftalen kunne dette ske, blot vindmølleområdet befandt sig 12 x vindmøllehøjde fra et byskilt.  Der var nogle krav til vindmølleopstiller om erstatning og tilbud om opkøb, og det samlede byråd stemte for aftalen 23-0.

En del af byrådet havde nok ikke tænkt, at man derved opdelte sine borgere i et A- og et B-hold. A-holdet, der bor i sikkerhedszonen, og B-holdet – jaget vildt - hvor der kan stilles vindmøller op i hver en baghave, og byrådet har endda clearet handlen af med mølleopstillere.

For os på B-holdet og for byrådet er dette et demokratisk problem, idet vi ikke sikres en fair behandling, hverken af politikere, der har givet ord på at overholde ”konsensus-aftalen”, og heller ikke vindmølleopstiller, der jo bare er blevet bedt om at lægge lidt håndører.

Opstilling af vindmøller er underlagt planloven, og deri står der, at alle berørte parter skal have mulighed for at få indflydelse på planlægningen og sikres information om kommunalbestyrelsens overvejelser, og derved sikres reel mulighed for at påvirke beslutningerne.

Vi på B-holdet har ikke fået mulighed for at øve indflydelse på planlægningen og da slet ikke nogen reel mulighed for at påvirke beslutningerne. Alt var jo besluttet på forhånd. På andre breddegrader kalder man den styreform for ”demokratur” – og jeg tvivler da på, at det er lovligt.

Heldigvis har vi efterfølgende set, at nogle politikere i byrådet har fortrudt at de har stemt for ”konsensus-aftalen”, og de ”frafaldne” har fået hårde ord med på vejen; ”Dybt hyklerisk”, ”aftalebrud” og manglende ”ordentlighed”.

Det er nu 3. gang på 11 år, at vi, der bor her i Karstoft Ådal, skal igennem dette mareridt.  Alle, der bor her i Ådalen, er modstandere af disse kæmpevindmøller; intet har ændret sig på de 11 år. Ingen, ud over lodsejeren hvor møllerne skal stå, ønsker disse møller. Dette fremgik tydeligt på borgermødet, d. 18.06.20 i Blåhøj.  Vi vil ikke bo andre steder, og vi giver ikke op.

For år tilbage havde Ikast-Brande et samarbejde med Vejle og Billund kommuner omkring et større uforstyrret område beliggende i Rævlinge Mose og Karstoft Ådal. Desværre valgte Ikast-Brande kommune at opsige dette samarbejde. Naturen lå vel i vejen for at kunne plastre den smukke ådal til med vindmøller.

Vejle og Billund kommuner har bibeholdt dele af Rævlinge Mose og Karstoft Ådal som større, uforstyrret område, og biolog i Vejle kommune, Bo Levesen, kalder samlet de to områder for Vejles ”Lille Vildmose”. Og ja, det er det samme område, som Kasper Pauli Pedersen kalder for landbrugsjord. Jeg håber da, at også Socialdemokratiet er klar over, at det udpegede vindmølleområde øst for Blåhøj ligger 400 meter fra et større forstyrrelsesfrit område på 400 hektar.

Vi vil derfor opfordre jer til at gøre det rigtige for naturen og vi borgere der bor midt i den.

Stop med at opsætte havvindmøller på land!

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul