Afbrændingsforbud ophæves
Brand & Redning MidtVest - beredskabssamarbejdet mellem Herning, Ikast-Brande og Ringkøbing-Skjern kommuner - har pr. dags dato ophævet det afbrændingsforbud, der blev indført Grundlovsdag kl. 12. Det oplyser beredskabschef Kim Bjerg Wemmelund.
Dermed bliver det alligevel muligt at sende heksen til Bloksbjerg Skt. Hans aften, hvis man vel og mærke tænker sig godt om.
- Trods de seneste dages regn samt forventning om mere nedbør de kommende dage, er naturen fortsat meget tør. Vi opfordrer fortsat til yderste forsigtighed og omtanke, ikke mindst i forhold til ukrudtsbrænderne, der er årsag til særligt mange brande i sommerhalvåret, ligesom de forestående Sankt Hansbål kræver den største opmærksomhed. Brand & Redning MidtVest vil fortsat følge udviklingen og er klar til at indføre afbrændingsforbud igen, hvis det skulle blive nødvendigt, oplyser Kim Bjerg Wemmelund i en pressemeddelelse.
Det er et krav, at nedenstående afstande til de kommende Sankt Hansbål som minimum overholdes. I vindens retning fordobles afstanden:
- Min. 200 meter fra stråtækte huse, nåletræsbevoksninger, hede, klitter samt ved oplag af brandfarlige stoffer og andet letantændeligt materiale.
- Min. 60 meter fra letantændelige markafgrøder.
- Min. 30 meter fra bygninger med hårdt tag.
Er der tale om hård vind (10,8-13,8 m/sek.) eller højere vindhastigheder, er det forbudt at tænde bål. Der gives ikke dispensation herfor grundet omstændighederne.
Sørg derudover for at iagttage disse forholdsregler:
- Placér bålet med omtanke på et egnet underlag.
- Brug aldrig brandfarlige væsker, når bålet tændes.
- Bålet skal være under konstant opsyn. Forlad det først, når ild og gløder er helt slukket med vand.
- Hvis det er meget tørt eller blæser kraftigt, så lad være med at tænde bålet.
- Hav slukningsmidler klar i nærheden af bålet.
- Inden du tænder, skal du sikre dig, at der ikke er dyr, der har taget ophold i dit bål.
- Du skal have lov af ejeren til at bruge arealet, hvor bålet skal placeres.
Ved afbrænding af Sankt Hansbål vil det altid være arrangøren/den bålansvarlige, som tager den endelige afgørelse om forsvarligheden af bålafbrændingen. Hvis der er tvivl, tændes bålet ikke.
Tilføj kommentar