Ikast-Brande dropper valutaspekulation

Ikast-Brande Kommunes økonomidirektør, Flemming Storgaard, lægger nu op til en revision af kommunens finansielle strategi. Det sker i kølvandet på en låneoptagelse i schweizerfranc, der foreløbig har kostet kommunen et kurstab i omegnen af 40 mio. kr.
Kommunens nuværende finansielle strategi er senest revideret i 2009, men siden er der fra statslig side sket indskrænkninger i kommunernes muligheder for at anvende såkaldte finansielle instrumenter samt muligheden for at optage lån i fremmed valuta.
Hvis byrådet på mandag siger ja til den reviderede strategi, er det helt slut med muligheden for at optage lån i schweizerfranc og japanske yen. Euro må fortsat udgøre op til 30% af låneoptaget mod tidligere 45%, dog kun hvis renteforskellen i forhold til danske kroner udgør mere end 0,5%-point.
Samtidig giver den reviderede strategi økonomiafdelingen lidt friere hænder i forhold til at optage variabelt forrentede lån.
Hvor fastforrentede lån hidtil har skullet udgøre 40 - 100% af låneoptaget og de variable dermed maksimalt 60%, må begge dele, hvis strategien vedtages, fremover udgøre mellem 20-80%.
Den reviderede finansielle strategi, som allerede er godkendt af økonomi- og planudvalget, indebærer dog ikke, at de eksisterende lån i schweizerfranc skal indfries; de kan bibeholdes, indtil de udløber i 2029.
Tilføj kommentar