Naturen kan ikke blive ved med at vente

Arbejdet med naturnationalparkerne har ligget stille i snart 6 måneder. Selvom forsinkelsen i første omgang kunne tilskrives procedurer i forbindelse med valgkampen og regeringsdannelsen, så begynder utålmodigheden med regeringen nu at vokse.
Man må komme i gang igen, hvis vi skal sikre kvaliteten af vores natur og biodiversitet. Reelt har vi meget lidt strengt beskyttet natur i Danmark – blot omkring 2% ifølge Biodiversitetsrådets seneste rapport. Selv vores verdensarv og såkaldte nationalparker er ikke beskyttet mod at blive indvundet til vindmølletestcentre eller infrastruktur. Det er veldokumenteret, at hvis naturens og biodiversitetens tilstand skal vendes fra den nedadgående spiral, så kræver det, at vi lader naturen få reel og uforstyrret plads til, at de naturlige dynamikker af vind, vand, græsning og tid får lov til at virke.
Størrelsen er vigtig for at kunne skabe den mosaik af biotoper, som gør alle vores arter mindre sårbare. Mange arter er langsomme til at sprede eller flytte sig og er derfor utrolig udsatte, når deres levesteder ender som små og isolerede øer af natur imellem vores byer, veje, industri og marker. Naturnationalparkerne er et af de bedste og fagligt funderede bud på at løfte naturen i Danmark.
Det er nu muligt at beregne, hvor dyrt det er at lade stå til eller fortsætte vores udnyttelse af naturens ressourcer på land og til havs. I januar offentliggjorde Københavns Universitet en model for et grønt BNP. Med professor i økonomi Peter Birch Sørensen i spidsen demonstrerede arbejdsgruppen, hvordan miljø- og klimaeffekter af vores forbrug og produktion kan og bør indregnes i det almindelige BNP. Alene den negative effekt, som vi har på biodiversiteten i Danmark, bliver til svimlende 107 milliarder. Om året.
Der er stor opbakning til en rigere og vildere natur i befolkningen. En undersøgelse fra Københavns Universitet viste sidste år, at 84% af befolkningen er enige eller helt enige i, at naturnationalparker vil give gode naturoplevelser og være til gavn for naturen. Det understøttes af Friluftsrådets kortlægning af danskernes brug af naturen, hvor over 80% af de adspurgte færdes til fods i naturen blot for at nyde, sanse, og opleve den.
FN forpligter os til at sikre 30% beskyttet natur. EU forpligter os til at sikre de 10% som strengt beskyttet natur. Vi er langt fra disse mål. Naturen kan ikke blive ved med at vente.
Bjørn Djupvik og Kirsten B. Grarup
Foreningen Danmarks Vilde Natur, Midtjylland

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul