Motorvejsmøller genbehandles ikke politisk
Byrådsmedlem Ismail Yalcin, der stiller op til kommunalvalget på sin egen social-liberale liste, fik ikke noget ud af at kræve sagen om motorvejsvindmøllerne langs Midtjyske Motorvej ved Svindbæk sat på dagsordenen på mandagens byrådsmøde.
Sagen blev behandlet som et lukket punkt, så Ismail Yalcin må kun referere, hvad han selv fremførte under behandlingen af punktet, der med borgmester Carsten Kissmeyers ord var "en sag om der var en sag" - og det var der ikke flertal for.
- Jeg har ikke fået det, jeg kom efter. Jeg havde forventet opbakning fra mindst et parti eller liste. Det var det, jeg gik efter, men det fik jeg ikke, forklarer Ismail Yalcin. Skulle sagen genoptages, havde det krævet støtte fra mindst to partier eller lister.
Carsten Kissmeyer (V) forklarede i fredags, at kommunen risikerede et stort erstatningskrav, hvis man slog bremsen i på nuværende tidspunkt, hvor projektet allerede er langt fremme, og det argument har Ismail Yalcin fuld forståelse for - han mener ikke, at borgernes skattepenge skal bruges til at betale erstatning til en vindmølleopstiller.
Omvendt føler han ikke, at han har haft reel mulighed for at sætte sig grundigt nok ind i sagen, som han betegner som "teknisk tung" med store mængder af dokumenter, tekniske beskrivelser, målinger og data. Generelt mener han, at medlemmerne af byrådet skal vide, hvad de stemmer om.
Han endte dog selv med at stemme for, at sagen ikke skulle genbehandles politisk, da der som nævnt ikke var opbakning til ønsket, og dermed er sagen slut for Ikast-Brande Kommunes vedkommende.
- Jeg står med god samvittighed. Jeg har afprøvet alle mine muligheder og kan ikke gøre mere, konstaterer en skuffet Ismail Yalcin.
Kommentarer
Ja så er det jo bedre at
Ja så er det jo bedre at enkelte borgere i de to kommuner mister al værdi på deres ejendomme eller? For ikke at tale om deres frihedsfølelse de kommende 16-30 år! Og dertil må kommenteres, at det er utroligt svært at være en del af et politisk /kommunalt spil, når selv borgmester Carsten Kissmeyer sort på hvidt lyver overfor borgerne om hans viden om fx salg af projektet og medvirker til at bryde forvaltningsloven i kommunalt regi. Kære borgere i Ikast-Brande kommune, tænk jer rigtig rigtig godt om inden afstemningen til regionsvalget.
Den bedste fremtidssikring
Den bedste fremtidssikring for tryghed i eget hjem vil være at stemme på politikere der er klar til at beskytte vindmøllenaboer mod kæmpevindmøller.
Tilføj kommentar