Lydavisen er gået ind

Igennem årtier har blinde og svagtseende i først Ikast og Brande og siden kommunesammenlægningen for ti år siden hele Ikast-Brande Kommune kunnet benytte sig af et tilbud om en ugentlig lydavis med lokale nyheder, men den mulighed eksisterer ikke længere.

Biblioteket, som har stået for lydavisen, skulle i år finde besparelser på en halv million kroner, og det kom blandt andet til at koste lydavisen livet. Det oplyser biblioteksleder Martin Lundsgaard-Leth, som har oplevet, at benyttelsen af avisen har været for nedadgående. Da lydavisen udkom for sidste gang for et par uger siden, havde den cirka 50 lyttere, som fordelte sig over det meste af kommunen, nogle enkelte udenfor.

Heraf har tre henvendt sig for at fortælle, at de er kede af nedlæggelsen, oplyser Martin Lundsgaard-Leth.

Han oplyser videre, at man er gået i forhandling med Ældrerådet om de kan finde frivillige til at overtage opgaven, som i Ikast i en lang årrække blev varetaget af den lokale Lions Club, inden den overgik til biblioteket.

Selve indtalingen af lydavisen, som siden 2009 er blevet sendt ud som MP3-fil, foregik i et lydstudie på biblioteket i Brande, og studiet er intakt.

Udover nedlæggelsen af lydavisen har biblioteket udmøntet besparelsen på den halve million ved at skære ned på indkøbet af materialer, en medarbejder på Lokalhistorisk Arkiv i Ikast er opsagt, og det samme gælder en ansat på biblioteket i Brande, der hjalp særlig ældre med IT-opgaver.

Endelig er der ikke længere penge til at lønne de bogopsættere under 18 år, biblioteket tidligere har haft tilknyttet.

- Vi har kigget på, hvor det gør mindst ondt og på hvor mange, der bliver berørt af det, forklarer Martin Lundsgaard-Leth om den måde, man har valgt at udmønte besparelserne på. Ifølge bibliotekslederen var biblioteksområdet i Ikast-Brande i 2015 landets femtebilligste blandt 98 kommuner, og den placering ændrer de seneste besparelser på området næppe i opdadgående retning.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul