US-træf på campingpladsen

I den kommende weekend er det blevet tid til US-træf vol. 2 på campingpladsen.
Selve amerikanertræffet er en opfølger på sidste års succesfulde premiere, der i slutningen af september samlede at stykke over 100 køretøjer som afslutning på sæsonen.
Udover Brande Camping og Hosekræmmeren er MC Jackals fra Drantum i år med som arrangører, og de har bl.a. tilsagn fra en norsk MC-klub om deltagelse. På bilsiden er der indløbet tilmeldinger fra både Lolland-Falster og Sjælland, så der skulle blive rigeligt med krom at spejle sig i.
Efter lørdagens obligatoriske cruise rundt i omegnen, samles man i Fynbogården foran Hosekræmmeren. På campingpladsen leverer først Branditterne og siden Johnny Cash-kopibandet Johnny Horse Power musikken lørdag, mens Claus D-Band har fået tjansen fredag aften.
En tovtrækning over søen skal en gang for alle afklare, om det er en bil eller en motorcykel, der er stærkest, og så gentager man sidste års bilafbrænding, dog med et par småjusteringer belært af erfaringerne.
Der bliver også boder med forskelligt merchandise som f.eks. Stars & Stripes-flag og t-shirts, og en stor del af campingarealet bliver overdækket.
En god ide som tilskuer er nok at kigge forbi enten fredag eller allerhelst lørdag, da en del af deltagerne sandsynligvis kører tidligt hjem søndag efter en hård weekend.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul