Telenor forbedrer mobildækningen

Fra på tirsdag vil Telenor dække Billund-området og området syd for Horsens med et stærkt forbedret 3G-netværk. Telenor mere end fordobler nemlig antallet af 3G-mobilmaster omkring de to byer. Det vil for mange indbyggere i området betyde en markant forbedret dækning, når de taler eller går på nettet fra deres smartphone eller tablet-pc. Lokalt vil man kunne mærke forbedringerne langs Ringvejen og Vejlevej mellem Lønå og Brande.
Natten til tirsdag lægger Telenor sit 3G-netværk sammen med Telias som led i selskabernes landsdækkende netværkssammenlægning, der begyndte i maj sidste år og forventes afsluttet i april. Det betyder, at der vil være færre afbrydelser og bedre dækning, når brugere af Telenors mobilnetværk taler i telefon eller surfer på det mobile internet.
Telenors mobildækning består af tre teknologier: 2G, 3G og 4G. De tre teknologier kan forskellige ting, men helt kort fortalt kan man sige, at 2G benyttes hovedsagligt til samtaler (i mindre grad også til mobildata), 3G benyttes til både samtaler og mobildata, og 4G bruges til mobildata (4G er pt. uegnet til samtaler).
Hvem bliver påvirket?
De kunder, der mærker noget til sammenlægningen og forbedringerne, er kunder i selskaberne Telenor, Telia, CBB, BiBob og CallMe.
Tilføj kommentar