Rundede 1 ton affald
I løbet af mandag blev udbyttet af weekendens affaldsindsamling over det meste af kommunen samlet sammen og vejet på containerpladsen i Brande.
Indsamlingskoordinator Niels Kemph fra Danmarks Naturfredningsforening (DN), som også var rundt med forplejning til de mange indsamlere, oplyser, at vægten stoppede på 860 kg. Da et par af indsamlingsstederne selv havde bortskaffet det indsamlede affald, vurderer han, at det samlede udbytte rundede et ton.
Vigtigere for ham er det dog, at man i år havde fået 3 nye indsamlingssteder med, og der er allerede tegn på, at der bliver endnu flere til næste år.
Således har man fået etableret kontakter både i Engesvang og Pårup, og Niels Kemph nævner desuden Ejstrupholm, Klovborg, Tulstrup, Boest og Krondal som oplagte emner.
– Får vi 3 mere med igen til næste år, er jeg tilfreds, får vi 5, er det en succes, mener han. I år blev der indsamlet affald 11 steder.
Blandt topscorerne var igen i år cigaretskodder, cigaretpakker og øldåser, men bl.a. i Brande kunne man også finde tydelige spor efter lørdagens cykelløb, Grand Prix Herning.
I 2015 foregår forårsrengøringen af naturen søndag d. 19. april.
Tilføj kommentar