Farce omkring lægevalg
Som man kunne se annonceret i Brande Bladet for 3 uger siden, har Lægerne i Brande set sig nødsaget til at reducere antallet af patienter. En beslutning tidl. læge Ebbe Glarborg uddybede baggrunden for i sidste uges avis.
Tirsdag kom meddelelsen om, at man skulle foretage lægevalg senest d. 25. august så fra kommunen, men uanset om man forsøger sig via kommunens egen hjemmeside eller via borger.dk, støder man på den samme forhindring: Lægerne i Brande eller den kommende filial af lægepraksisen i Ikast, afd. Vest på Jens Risoms Allé er ikke blandt valgmulighederne.
Det er læger i såvel Ikast i øvrigt som Ejstrupholm, Herning, Nr. Snede, Sdr. Omme og Grindsted for nu at nævne nogen til gengæld, men det var nok ikke lige det, der var meningen.
Den digitale hotline, der henvises til i brevet, kan naturligvis ikke løse problemet, da deres opgave er at håndtere tekniske problemer med IT-systemet, men på kommunens egen hjemmeside står der at læse: "Der er i øjeblikket problemer med løsningen til lægeskift vedr. praksisændringen i Brande. Regionen arbejder på at få problemet løst."
Så kan man måske spørge sig selv om relevansen i at ulejlige flere tusinde mennesker, når man tilsyneladende ikke er klar til håndteringen.
Brande Bladet ville gerne have stillet Borgerservice det samme spørgsmål, men de holder som bekendt lukket for ekspedition om onsdagen...
Tilføj kommentar