Brande vrimler med spejdere
Onsdag d. 23. april kommer Brande til at vrimle med grønne og blå spejdere, når alle spejdergrupper i Ikast-Brande Kommune mødes for at fejre Sct. Georgsdag.
Sct. Georg er spejdernes skytshelgen. Det er 3. år, hvor spejderne samles og fejrer dagen i fællesskab. I år er det så spejderne i Brande, der står for arrangementet. Spejderne mødes ved Matas og går i samlet flok med faner ned til Torvet, hvor man synger, hører sagnet om Sct. Georg og aflægger spejderløftet.
Bagefter vil spejderne blive sendt ud på et løb i hele byen, så der vil være spejdere alle steder i blå og grønne uniformer. Arrangementet rundes af med fælles afslutning på Torvet.
De deltagende korps er: Det Danske Spejderkorps Brande Gruppe, KFUM-spejderne fra Ejstrupholm, Ikast og Engesvang samt de Grønne Pigespejdere fra Isenvad og Bording. Det tværkommunale samarbejde blev indledt i forbindelse med Spejdernes Lejr i Holstebro i 2012, en lejr som gentages i 2017, måske/måske ikke i Sønderborg.
Tilføj kommentar