Belægningsarbejde standser elevatorerne
Byrådet afsatte i forbindelse med budgetlægningen for 2014 et beløb til belægning og udskiftning af cykelstativer ved RemisenBrande, og mens byrådet er i fuld gang med at forhandle et nyt budget på plads, er belægningsarbejdet nu gået i gang.
Det har samtidig betydet, at belægningen foran den ene af de 3 personlifte efter mindre end et års levetid har måttet brydes op igen for at blive erstattet af ny granitbelægning magen til resten af arealet nærmest banelegemet. Desuden skal der opstilles cykelstativer på stedet.
Arbejdet betyder, at personliften foreløbig frem til d. 15. oktober er ude af drift, men derefter skulle alle 3 lifte køre igen.
Endvidere skal der etableres en sti langs indersiden af en del af muren omkring forpladsen over mod Remiseparken. Der opsættes belysning langs stien
Selve stien langs muren ud mod RemisenBrande er udført, der mangler dog det sidste finish. Der er trukket kabler til lyspullerter, og de opsættes, når stien er helt færdig, oplyser ingeniør Birgit Schou Hansen fra Ikast-Brande Kommunes Drifts- og anlægsafdeling.
Tilføj kommentar