82 cykelfræsere skaffede 78.500 kr.

Uhre Friskole får råd til både interaktive tavler og tidtagningsudstyr.
Trods lidt færre ”fræsere” og lidt færre kørte kilometer end sidste gang, blev der kørt ca. 78.500 kr ind ved Uhre Friskoles traditionelle cykelfræs i lørdags. Det er knap 6.000 kr mere end sidste gang, så deltagerne har denne gang været dygtigere til at skaffe gode sponsorer.
- Der bliver både råd til interaktive tavler og tidtagningsudstyr, lød det fra en glad skoleleder Kent Lykke ved præmieuddelingen.
- Tak skal I have alle sammen for jeres store indsats. Det har været en forrygende dag. Vi ses om to år til næste cykelfræs, fortsatte han, efter at han sammen med formanden for Uhre Friskoles Venner Karlo Kragsig Kristensen havde delt præmier ud til alle deltagerne.
Forinden var gået to timers hæsblæsende kørsel af de 82 fræsere skudt i gang af formanden for Børne- og undervisningsudvalget Anette Mosegaard (V).
Særlig bemærket blev 4-årige Sofia Kristensen, der på sin lille løbecykel gennemførte 12 km. På et tidspunkt blev det for meget for de små ben.
- Men så var der en flink gammel kone, som inviterede mig ind og gav mig en is, og så kunne jeg lidt igen, fortalte hun efterfølgende sin mor.
I den modsatte ende af aldersskalaen bemærkede man løbets nestor, Villy Søndergaard på 74. Begge modtog selvfølgelig en flot præmiepakke.
Tilføj kommentar