Lad julefreden sænke sig

I dag onsdag den 18. december sendes Regionsrådet på jule- og nytårsferie efter et hektisk år i og uden for regionsrådssalen.

2024 blev året hvor det blev endeligt fastslået, at det danske sundhedsvæsen fortsætter i regionalt regi – oven i købet med udvidet ansvarsomfang, idet forebyggende sundhedsindsatser og evt.   behandling i perioden fra udskrivning hjemsendelse fra hospital til eget hjem eller plejebolig bliver et regionalt anliggende.

Den største sag på onsdagens lange dagsorden var udmøntningen af de 78 millioner til helhedsplanen for hospitalet i Silkeborg. Midler, der oprindeligt var afsat til og tiltænkt det meget omtalte gavlbyggeri med nye medicinske enestuer, men dette er nu blevet tilpasset den nye profil, og de funktioner, der fremadrettet skal udføres på matriklen. Der laves tilbygninger, ombygninger og renoveringer for at fremtidssikre sygehuset. Det er en forlængelse af de beslutninger, der er truffet tidligere for at skabe et endnu stærkere hospital.

Og så er der i helhedsplanen taget hensyn til, at der også kan placeres 10-12 sundheds- og omsorgspladser samt akutsygeplejefunktion, hvis region og kommune i forbindelse med etablering af de nye sundhedsråd finder det opportunt med en placering sammen med de øvrige sundhedsfunktioner på sygehusgrunden. Der nedrives nu nogle udtjente barakker, og på den plads, der bliver til overs, vil der kunne gøres plads til de nævnte funktioner.

Før sagen blev behandlet i forretningsudvalg og regionsråd blev der afholdt et møde mellem repræsentanter – politikere og topembedsmænd  - fra både Silkeborg Kommune og Region Midtjylland, og der var bred opbakning til den plan, der nu gennemføres, og der er konstruktiv dialog om de fremtidige opgaver, der skal løses, når den nye reform træder i kraft i 2026/27. Mødet blev holdt så snart, den endelige sundhedsreform var vedtaget i Folketinget, og indholdet var kendt. Jeg deltog selv i mødet som formand for det særlige udvalg for nære sundhedstilbud og det var rart at fornemme en følelse af, at vi sad på samme side af bordet og er fælles om at løse de fremtidige løsninger. Og det var uanset partifarve eller man havde sæde i byråd eller regionsråd.

Jeg håber, at vi med onsdagens vedtagelse kan lade julefreden sænke sig over hele regionen og også Silkeborg og sygehuset på toppen af bakken. Det nye byggeri kommer til at strække sig over tre år og vil være afsluttet i 2027. Altså inden for en overskuelig fremtid og ikke et Metro-projekt, som man kan være bange for, at man ikke selv kommer til at opleve.

 

Med venlig hilsen

 

 

Venlig hilsen

 

B. Bo Jensen

 

Regionsrådsmedlem -  Region Midtjylland

Gruppeformand og spidskandidat for Liste C

Medlem af Forretningsudvalget

Medlem af Hospitalsudvalget

Fmd. for særl. udv. til fremme af nære sundhedstilbud

 

 

Billedte er fra dialogmødet på Silkeborg Sygehus forrige fredag, hvor der blev givet håndslag på helhedsplanen.

Fra venstre:

Anders G. Christensen (V), Bo Jensen (C) hhv. næstformand og formand for særl. udvalg for nære sundhedstilbud, Steen Vindum (V) fmd. for Silkeborg Kommunes social og sundhedsudvalg, Annette Roed (A) næstformand i Hospitalsudvalget, Regionsrådsformand Anders Kühnau (A), Borgmester Helle Gade (A), formand for ældreudvalg i Silkeborg Kommune Jonas Sivertsen (A) og  formand for udvalget for nære sunhed Susanne Buch (F)

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul