Festen dør ikke
Selvom Lions har meldt ud, at der næppe bliver afholdt flere open air-koncerter eller musikfestivaler, hverken i større eller mindre målestok i deres regi, betyder det ikke, at det er slut med udendørs koncertarrangementer i Brande. Det oplyser formanden for musikforeningen branderocker.dk, Jørgen Haahr, i forlængelse af et hasteindkaldt bestyrelsesmøde mandag aften. Her var der fuld enighed om at tage handsken op, såfremt Lions holder fast i beslutningen om at sige stop.
- Hvis Lions kaster håndklædet, er vi klar til at tage over, fastslår Jørgen Haahr, men betoner samtidig, at man ikke ønsker at møve sig ind på andres territorium.
– Det er ikke fordi vi mener, vi kan gøre det bedre, men vi vil gerne prøve at køre det videre. Vores udgangspunkt er, at vi gerne vil redde festen, uddyber Jørgen Haahr, der ligesom resten af branderockers bestyrelse synes det vil være for ærgerligt, hvis Brande mister sin årlige ”havefest”.
- Festen dør ikke, fastslår musikforeningsformanden, der selv i de første mange år var en af mændene bag Sensommerrock.
Tilføj kommentar