Fest for en finalist
Overraskelsen var ikke så stor, men skuffelsen ikke desto mindre, da først forhåndsfavoritten Lucy Mardou og siden duoen Anthony Jasmin blev sendt videre til den absolutte sidste omgang i årets X-Factor.
Dermed levede 16-årige Henriette Haubjerg Nielsen fra Brande op til bookmakernes forudsigelser og endte på en tredjeplads, mens sejren nærmest sensationelt gik til Anthony Jasmin, der blev historiske på flere måder.
Dels som den første duo, der vandt X-Factor, dels fordi Thomas Blachman i syvende forsøg endelig fik ført sine deltagere helt til tops.
Der var ellers stor opbakning til den lokale heltinde i Brande Hallerne, hvor 3-400 tilskuere fulgte hende og konkurrenterne på storskærm.
Og der var ingen tvivl om, hvor sympatien lå. Mens de øvrige finalister måtte nøjes med halvlunkne klapsalver, blev der jublet igennem, hver gang Henriette dukkede op på skærmen.
Ikke mindst da hun sang duet med Danmarks ukronede popdronning, Medina, på nummeret "Kun for dig".
Tilføj kommentar