Kommunen må (igen) afskrive millionbeløb
Ikast-Brande Kommune har afskrevet godt 1,7 millioner kroner på kommunens restancer. Beløbet er mindre end sidste år, hvor der blev afskrevet knap 2,2 millioner kroner.
En gang om året gennemgår Betalingskontoret Ikast-Brande Kommunes samlede restancer for at se, om der er tilgodehavender, kommunen ikke kan forvente at modtage.
På den baggrund anbefalede Betalingskontoret, at afskrev de godt 1,7 millioner, hvoraf knap halvdelen (811.000 kroner) var tilbagebetalingspligtig bistand. Andre 353.000 kroner hidrørte fra beboerindskudslån, 208.000 vedrørte madservice og døgnpleje, og tilbagebetalingspligtig flexydelse.
Bortfaldet af tilbagebetalingspligtig bistandshjælp er dels steget på grund af en stigning i antallet af personer samt en stigning i det gennemsnitlige beløb pr. person, hvor ikke har været muligt at lave en betalingsfastsættelse.
Et dødsbo står med knap 600.000 kroner for næsten en tredjedel af afskrivningerne, og to personlige konkurser har kostet kommunen yderligere 40.000 kroner.
Endelig har Skat opgivet at inddrive 320.000 kroner og returneret sagerne til kommunen.
Fald er reelt en stigning
Selvom der på papiret er tale om et fald i afskrivningerne, er der i realiteten tale om en stigning, oplyser kommunen: I 2020 blev der helt ekstraordinært afskrevet sociale refusioner for 949.000 kroner mod 0 kroner i 2021. Ser man bort fra denne ekstraordinære afskrivning, er der reelt tale om en stigning i afskrivningerne på godt 400.000 kroner.
Afskrivningen af de 1,7 millioner skal ses i forhold til kommunens samlede tilgodehavender, som ved årsskiftet udgjorde 25,66 millioner kroner. Et år tidligere udgjorde restancerne 24,73 millioner kroner, altså knap en million mindre.
Stigningen stammer især fra betaling for eget ophold på cirka 1,2 millioner kroner, hvilket skyldes, at Ikast-Brande Kommune i de senere år har indført en ny praksis med at opkræve egenbetaling hos forældre til anbragte børn. Restancerne hertil må påregnes at stige yderligere i de kommende år.
Tilføj kommentar