Kommunale sponsorater beskæres ikke

Som de fem øvrige fagudvalg skal også Ikast-Brande Kommunes økonomi- og planudvalg levere deres del af de besparelser på ca. 40 mio. kroner, et flertal bestående af Venstre, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige indgik budgetforlig om i september. De kommunale sponsorater friholdes.

Samlet set skulle økonomi- og planudvalget finde besparelser for godt 5,5 mio. kroner årligt. Heraf skal de 2,1 mio. findes via personalereduktioner. Arbejdsmarkedsafdelingen forventes at stå for den største bid af kagen som følge af den gunstige udvikling på arbejdsmarkedsområdet.

På de kommunale IT-systemer skal der findes en besparelse på andre 2 mio. kroner, mens en besparelse i forbindelse med gennemførelsen af masterplanen for de kommunale bygninger er af rent teknisk karakter: besparelsen på de 650.000 kroner tages i stedet fra udvalgets usikkerhedspulje.

Den kommunale direktion skal spare 248.000 kroner på møder og rejser, og der skal spares et tilsvarende beløb på kommunens forsikringer.

En yderligere energioptimering af de tilbageværende kommunale administrationsbygninger i Ikast og Nr. Snede skal bidrage med en besparelse på 96.000 kroner, og så er der lagt op til en besparelse på 135.000 kroner på kommunens udgifter til markedsføring og sponsorater.

Det betyder dog ikke, at byrådsmedlemmerne og direktionen ikke også fremover kan komme til superligafodbold på MCH Arena eller til ligahåndbold i Sportscenter Ikast på kommunens regning: kommunaldirektør Flemming Storgaard oplyser, at besparelsen her er en forholdsvis ”gratis omgang”.

Der er nemlig tale om et budgetoverskud, som ikke er blevet anvendt gennem flere år og derfor nu bliver fjernet; derfor ændrer ”besparelsen” intet på Ikast-Brande Kommunes aktuelle markedsføringsindsats, oplyser kommunaldirektøren.

Ikast-Brande Kommune har i hele kommunens levetid været sponsor for såvel FC Midtjyllands superligahold som Ikast Håndbolds kvindeligahold.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul