Kan en politiker tage fejl?
Er man et bedre menneske, når man erkender man har lavet fejl? Det synes jeg!
Af Anja Isgaard Jensen, Nørre Snede
Svaret på spørgsmålet er: selvfølgelig kan de det! De er som alle andre også kun mennesker. Men er de hævet over alle os andre, så det ikke er nødvendigt for dem at komme med en undskyldning når de tager fejl – svaret på det spørgsmål er; åbenbart!
I foråret kommer Sundhedsstyrelsen med en retningslinje som taler imod neurofeedback til børn med autisme. Derfor beslutter børn- og undervisningsudvalget, at neurofeedback skal stoppes til ALLE børn i Ikast-Brande Kommune.
Det er en metode, som Ikast-Brande Kommune har gjort brug af i en længerevarende periode med rigtig stor gavnlig effekt på de berørte børn og unge.
Børne- og Undervisningsudvalget har truffet beslutningen på baggrund af en retningslinje, hvor det ikke engang er Othmer-metoden (den som Ikast-Brande Kommune benytter), som er blevet undersøgt. Othmer-metoden sender ingen signaler ind, som dem i undersøgelsen gjorde. Det eneste parti, som ikke vil inddrage medarbejderens metodefrihed, er Venstre.
Den 21. maj 2021 bringer Brande Bladet en artikel "Beslutning om afskaffelse af neurofeedback skaber dønninger". I den artikel retter Simon Vanggaard direkte kritik på ansatte i Ikast-Brande Kommune og mener at de har interessekonflikter, da de enten driver en privat virksomhed som sælger neurofeedback til private, eller har fået deres neurofeedback-uddannelse betalt af kommunen. Et angreb på sine egne ansatte, en større mistillid kan vist ikke gives!
På grund af Simon Vanggaards byge af spørgsmål rettet til familiehuset gang efter gang beslutter direktionen at iværksætte en undersøgelse af KL om medarbejdernes inhabilitet, og om der har været tale om interessekonflikter. En undersøgelse, der har været undervejs siden maj måned. Alt imens medarbejderne har en mistillid til at hænge over hovedet og har fået inddraget deres metodefrihed til selv at bestemme, hvilke metoder de vil give til de børn med udfordringer.
På Økonomi- og Planudvalgets møde den 5. oktober 2021 er KL´s rapport blevet behandlet, og den fejer enhver påstand om medarbejdernes hensigt og interesse af vejen. Faktisk synes jeg, at rapporten på ethvert punkt får bragt skam over Simon Vanggaard. Og hvis man i sit job eller i privaten har "hængt" nogle så groft ud, som de har gjort, så ville enhver have sagt: "Undskyld, jeg tog fejl!".
Men som sagt har punktet været til behandling på mødet, den 5. oktober, og der har indtil skrivende stund ikke været bragt nogle offentlig undskyldning, som vist er på sin plads, når man bliver "hængt" offentligt ud.
Lige præcis derfor er det vigtigt at stemme personligt til valget den 16. november!
Tilføj kommentar