Kagehuset flytter og udvider

Siden Rema 1000 lukkede i slutningen af 2011 for at flytte butikken til Vestergårdsvej i Brandes nordlige udkant har butikslokalet på hjørnet af Nørregade og Jernbanegade, hvor Brande Mejeri i sin tid lå, stået tomt, men det bliver der nu lavet om på: Til maj flytter Kagehuset 100 meter tættere på stationen og får samtidig tredoblet arealet.
Af Mikael Lund -
Det er en glad bagermester, Steen Jørgensen, der viser rundt i lokalerne, som bortset at have været i brug som galleri i forbindelse med de to hidtidige Street Art-festivaler har været ”ude af drift” i over fem år.
Kagehuset overtager 325 kvadratmeter svarende til knap halvdelen af butikslokalets samlede areal på ca. 800 kvadratmeter, og inden indflytningen skal der laves en hel del ændringer. Lokalet skal bl.a. opdeles med en mur, og der skal etableres 2 vinduespartier og en dør i gavlen ud mod Jernbanegade.
Selve bageriet bliver placeret nærmest stationen, hvor der er fine køle- og frysefaciliteter fra Rema-tiden, som er lige til at gå til, forklarer Steen Jørgensen.
Det var en af bageriets nuværende overboer, der bekymret over den begrænsede plads i bageriet fremkom med forslaget helt tilbage i slutningen af 2015. Efter at set lokalet og tygget lidt på det, tog flytteplanerne for alvor fart sidste sommer – og siden er det gået stærkt, fortæller Steen Jørgensen, der ligesom sin hustru Anne straks forelskede sig i ideen – men det var en stor beslutning.
- Heldigvis var vores bank (Den Jyske Sparekasse, red.) med på ideen fra start, og de har været rigtig nemme at samarbejde med, siger Steen Jørgensen, der har fået samme positive indtryk af bygningens ejere, Jan Jungclaus og Bøje Kjær.
Stenovn
Udover en – tiltrængt - tredobling af pladsen, skal man ikke forvente de store revolutioner i Kagehuset, der fortsætter ”som man kender os, bare i andre lokaler”, siger Steen Jørgensen, men sortimentet tilpasses løbende. Noget af den ekstra plads skal bruges til en udvidelse af café-området, en anden del til at satse lidt mere på håndmadder og pålægskagemænd, som er mere pladskrævende. Og så bliver der plads til et par nye maskiner – og en stenovn, som bliver synlig fra butikken. Her skal der bages specialbrød.
– Det glæder vi os meget til, det giver noget helt andet brød, forklarer Steen Jørgensen.
Udover ham selv, hustruen Anne og resten af butikspersonalet har bageriet 2 lærlinge og en svend, som nu får en hel del mere plads at boltre sig på og dermed kan arbejde mere effektivt.
– Vi får den nødvendige plads at gøre med, konstaterer en tilfreds bagermester, og når de sidste kommunale godkendelser og tilladelser – forhåbentlig inden så længe – er på plads, kan håndværkerne komme i gang.
Det nuværende bageri er solgt til JOE’s Tømrerforretning, som har planer om at omdanne bageriet til en lejlighed, og Steen Jørgensen lægger ikke skjul på, at salget var den brik, der fik det hele til at falde på plads.
Kommentarer
Hvor er det dejligt at læse.
Hvor er det dejligt at læse. Hvor skønt at det går vores bager så godt, trods heftig konkurrence fra div. bake off. Lykke til med flytning, og med den kommende forretning.
Tilføj kommentar