Kærshovedgård er blevet et fristed for hårdkogte kriminelle

Af Annette Mosegaard, Henrik Overgaard, Kirsten York Helms, Annette Øgaard, Hanne Bang Pedersen og Dina Raabjerg, Det Konservative Folkeparti.

 

Der er sket en bekymrende udvikling på Kærshovedgård, som vi som politikere og borgere i Ikast-Brande ikke kan ignorere. Hvad der engang var et udrejsecenter primært for afviste asylansøgere, er nu blevet et fristed for nogle af de mest hårdkogte kriminelle i DK. Udviklingen i sammensætningen af beboere viser klart, at den er helt gal.

Før sommerferien bad vores lokale folketingsmedlem, Dina Raabjerg, ministeren om en opdatering på tallene for beboerne på Kærshovedgård. Herunder tal for udrejste. Og nu, hvor vi har fået en oversigt, er det tydeligt, at der er grund til bekymring. Vi ser en systematisk udskiftning af beboersammensætningen på Kærshovedgård. Flere hårdkogte kriminelle er kommet til, og det er næppe en udvikling, nogen ønsker.

Antallet af afviste asylansøgere, som oprindeligt skulle have været hovedgruppen på centret, er faldet dramatisk fra 115 i 2018 til blot 41 i 2023 – en reduktion på mere end 60 procent. Samtidig er antallet af personer på tålt ophold næsten fordoblet fra 19 til 39, og antallet af udviste ved dom er steget fra 53 til 109.

Dette er ikke blot tal på et papir – det har alvorlige konsekvenser for vores lokalsamfund. For man bliver ikke udvist af Danmark for at stjæle en pakke cigaretter eller undlade at betale en parkeringsbøde. Nej, de personer, der nu fylder på Kærshovedgård, er dem, som danske domstole har vurderet som uønskede i landet. Nogle har endda indtil flere udvisningsdomme. Herunder flere bandemedlemmer. Og de bliver siddende. Den barske sandhed er, at 80 % dem, der nu opholder sig på Kærshovedgård, ikke lige forlader Danmark. Selv hvis vi ser bort fra dem på tålt ophold, lykkes det stadig kun at få cirka 1/3 til at rejse.

Hvordan kan vi som lokalsamfund og lokale politikere acceptere, at regeringen stiller os over for denne virkelighed uden på nogen måde at inddrage os? Regeringen siger, at de arbejder på hjemsendelsesaftaler med de lande, der ikke vil tage imod deres egne borgere, men lad os være ærlige: Hvordan synes de selv, det går, når andelen af udsendte ikke stiger? Svaret er klart: Det går slet ikke.

Konservatives retsordfører har foreslået brug af omvendt fodlænke som en løsning, hvor de udviste kan blive udelukket fra at bevæge sig frit i mange områder. Det kunne være et værktøj i at sikre, at vores lokalsamfund ikke bliver påvirket unødvendigt af dem, der er udvist ved dom. Men ministeren har heller ikke reageret på det forslag.

Som lokalt valgte føler vi os frustrerede over den måde, regeringen håndterer situationen på Kærshovedgård. Vi oplever, at vores bekymringer bliver ignoreret, og at vi ikke bliver inddraget i beslutninger, der har direkte konsekvenser for vores hverdag. Og vi ønsker at blive inddraget, så vi kan finde nogle flere løsninger.

Vi fortjener bedre – og vi vil blive ved med at kæmpe for det.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul