-Jeg ville gerne have været landmand eller bager, men inspektør Knudsen på realskolen og min far blev enige om, at jeg skulle være lærer – og sådan blev det, fortæller Peter Nielsen. Han var lærer på Præstelundskolen fra 1959 til 1997, hvor han valgte at gå på pension.
Af Erik Lauritzen

Det var egentlig ikke min mening at lade mig pensionere på det tidspunkt, for jeg var rigtig glad for at være lærer, men jeg havde en idé om, at jeg selv ville bestemme, hvornår jeg skulle stoppe, men da regeringen begyndte at rumle med at udskyde pensionsalderen, valgte jeg at gå på pension, men jeg fortsatte de næste 3-4 år som vikar, - og jeg er stadig ”vagt”, når skolen har skriftlig eksamen, fortæller Peter Nielsen.
Hans skolegang begyndte i 1944 på Byskolen i Brande, hvor frøken Frøsig var den første lærer, han stiftede bekendtskab med. Det var under Besættelsen, men det mærkede han ikke meget til. Han husker dog, at skolens elever en enkelt gang under en luftalarm måtte søge tilflugt i kælderen under realskolen.
-Jeg husker også, at vi elever af og til blev linet op ude i skolegården til aflusning. Det foregik ved, at vi stak hoved og hår ned i en spand med vand, hvorefter vi blev kæmmet. Det var en hel naturlig del af livet i skolen, husker Peter Nielsen. – Så var der lige gårdvagterne, som vi havde stor respekt i en grad, så man næsten kunne tale om frygt. I det hele taget fremstod lærerne som autoriteter, man ikke spøgte med, tilføjer han.
Efter 5. klasse var han til optagelsesprøve på realskolen med henblik på at tage en mellemskole- og realeksamen, som han tog henholdsvis i 1953 og 1954. Mellemskoleklassen havde et godt sammenhold og lige siden og er man mødtes med jævne mellemrum.
Men tilbage til lærerne, der både indgød frygt og respekt.
-Især husker jeg tiden i realskolen for nogle dygtige lærere, der også havde deres særheder. Især husker jeg én, Orla Drosting, der altid kom ind i klassen dampende på en stor cigar. Inden undervisningen kunne begynde, tog han et par kraftige sug, inden han lagde den rygende cigar ned i kateteret. Her lå den så til timen var slut, hvorefter den atter blev tændt, så han kunne forlade klassen i en stor røgsky, fortæller Peter Nielsen. Dengang bestod lærerkollegiet virkelig af nogle typer. På et spørgsmål om det ikke gav anledning til øgenavne kommer svaret prompte. ”Nej, det turde vi ikke – vi turde end ikke at tænke tanken”.
Du skal være lærer
-Efter realeksamen brugte jeg sommeren på at være bybud hos købmand Møller, inden jeg skulle i præparandklassen på Jelling Seminarium. Hertil knytter sig en særlig historie. Sagen var nemlig den, at jeg gerne ville have været landmand eller bager. Men det syntes min far ikke var sagen, han mente vi havde landmænd nok i familien og bager kunne der slet ikke være tale om. Så han gik om og talte med inspektør Knudsen på realskolen og kom hjem og fortalte, at de to var blevet enige om, at jeg skulle være lærer. Knudsen mente, at jeg herved kunne bruge mine erfaringer som spejderleder. Herefter tog vi en tur til seminariet i Jelling og talte med rektor Brix – så var sagen klar, og efter sommerferien begyndte i ”præp”, som det blev kaldt, fortæller Peter Nielsen og understreger, at han på intet tidspunkt har fortrudt denne beslutning.
De første rigtige erfaringer med lærergerningen fik Peter Nielsen i 1959 i Askær Skole, hvor han afløste skolens leder Mygind, der var på årskursus. Han husker det ikke som nogen særlig udfordring, dog husker han spændingen og nervøsiteten, da han skulle forestå elevernes oprykning til næste klasse under tilsyn af provst Otte, der var formand for skolekommissionen.
-Jeg tror nok, jeg svedte mindst lige så meget som eleverne, men helt galt må det ikke have været, for jeg husker provst Otte roste eleverne.
-Jeg skulle spille violin til morgensangen, uden noder, for dem kunne jeg ikke. Det må have lydt nogenlunde, for provsten kommenterede det ikke. I øvrigt gav uddannelsen også ret til at forestå kirkesang, men det har jeg dog aldrig givet mig af med.
Som en del af uddannelsen havde Peter Nielsen været ”på græs”, som det hed, på Askær Skole samt en måneds praktik på henholdsvis Thyregod Skole og Præstelundskolen – og da han var færdig på seminariet blev han ringet op af Bundgaard Lassen, inspektør på Præstelundskolen, der tilbød ham en stilling. – Jeg sagde naturligvis ja tak og spurgte, om jeg skulle komme op på skolen med mit eksamensbevis, men det mente Bundgaard Lassen ikke, var nødvendigt. Han havde nemlig talt med provst Otte, som åbenbart havde sagt god for mig, husker Peter Nielsen. –Jeg har i øvrigt aldrig vist mit eksamensbevis.
Peter, kan du huske?
I sagens natur har Peter Nielsen oplevet folkeskolens mange forandringer. Både som elev og lærer har han oplevet at eleverne skulle stille op på række i skolegården for at blive ført ind i klassen. Siden skulle eleverne stille sig bag stolene i klassen og vente på at læreren kom og gav dem lov til at sætte sig. Endelig var det også almindeligt, at eleverne rejste sig op, når der kom besøg i klassen enten af en gæst eller af inspektøren, ligesom dagen i klassen blev indledt med Fader Vor og morgensang.
I sit lange ”skoleliv” har Peter Nielsen oplevet et par markante ændringer, nemlig da man gik fra De til du og til at det var forbudt at uddele lussinger.
-Lussinger har jeg aldrig været tilhænger af, jeg har vel uddelt et par stykker, mens man måtte. Men jeg husker især en situation, hvor jeg benyttede mig af denne mulighed. Det var en vinter med sne, hvor jeg var gårdvagt. Der var forbud mod at kaste med snebolde, men naturligvis kunne nogen ikke stå for fristelsen til at sende en snebold efter mig. Da han, for det var naturligvis en dreng, oven i købet tillod sig at løbe, mens han råbte: ”Du kan ikke fange mig”, måtte jeg naturligvis gøre noget, husker Peter Nielsen.
-Han løb over og gemte sig på drengetoilettet, hvor han holdt døren for mig, så jeg ikke kunne komme ind. Jeg lod ham stå et par minutter, hvorefter jeg satte en skulder til døren. Der stod han så og modtog sin lussing. Det var ikke rart, men inden drengen gik hjem fra skole, kom han til mig og sagde: ”Den havde jeg fortjent”. Siden har jeg mødt ham flere gange som voksen og hver gang siger han: ”Peter, kan du huske”. Jeg har ikke andre lussinger i erindringen – heller ikke, at jeg selv har fået nogen.
Jeg kendte byen –og den kendte mig
Som barnefødt i Brande kender han sin by. Som dreng og ung var han spejder, siden tog fodbolden over og han blev et kendt ansigt i Brande Idrætsforening både som spiller på klubbens førstehold.
-Det betød, at jeg havde en god indgang til det at være lærer i byen. Jeg kendte byen og forældrene og de kendte mig fra stadion. Jeg fik meget foræret ved at vokse op i den by, hvor jeg fik mit virke. Blev der endelig et eller andet med en elev, kunne jeg godt finde på at sige: ”Det skal jeg vist lige snakke med din far om næste gang, jeg ser ham på stadion.” Det var en del af forældresamarbejdet og det hjalp som regel, siger han med et smil.
-Men naturligvis var der udfordringer ved at komme som nyuddannet og pludselig blive kollega med nogle af de lærere, som jeg selv havde haft på byskolen. Men, som jeg husker det, var ”de gamle” gode til at vokse ind i det nye, som vi unge kom med. Ind i mellem har de sikkert tænkt ”Det går aldrig”, men uanset var de gode til at hjælpe, husker Peter Nielsen – og så var der jo hele spørgsmålet om De og du, for slet ikke at tale om at bruge fornavn. Fra stadion kendte mange af mine elever mig som ”Peter” og det kunne jo hænde, at en enkelt glemte det, når de var i skole. Det var ikke noget, der generede mig, men jeg oplevede, at ældre lærere løftede øjenbrynet, når de hørte det. Men med tiden fandt det sit naturlige leje.
Det samme gjaldt de nye undervisningsformer, som vi nye kom med fra seminariet. Her tænker jeg blandt andet på gruppearbejdet, hvor eleverne efterfølgende skulle fremlægge for hinanden. Noget, som jeg husker, havde stor værdi og var med til at modne eleverne. Endvidere husker jeg lejrskolerne med stor glæde. Det var guld værd for både elever og lærere. Her lærte man virkelig hinanden at kende på en hel ny måde, og jeg synes, det er en skam, at denne form for undervisning er blevet nedprioriteret, siger Peter Nielsen.
Jeg var rigtig glad for at være lærer, men jeg er glad for, at jeg ikke er lærer i dag. Her tænker jeg ikke mindst på den nye skolereform og arbejdstidsregler – og hele tonen blandt de unge. Det er ikke mig – men tiderne skifter, og sådan skal det være.