Integration af tosprogede familier/børn i Kernehuset og Blåhøj Skole

Vi er en familie fra Polen, som bosatte os i Blåhøj, fordi der var en lille skole og børnehave. Vi håber, politikerne vil tænke sig om en ekstra gang, inden de stemmer d. 9. september. De kan stadig nå at bevare både børnehave og skole, og vi er flere tosprogede familier, som ønsker dette. Her er både familier fra Polen, Rumænien, Ukraine, Rusland, Bosnien, Moldova og selvfølgelig Danmark.

Vi har været rigtig glade for at have vores børn i Kernehuset og Blåhøj Skole, fordi de har været hurtige til at give os den hjælp, vore børn havde brug for i forhold til deres tosproglige udfordringer. De er blevet hurtigt integreret, fordi de hele tiden har været sammen med dansktalende elever og kammerater. På en lille skole fungerer integrationen godt, fordi de er i de almindelige klasser og ikke i en klasse for sig selv. De skal i frikvarteret lege med dansksprogede børn og lærer derigennem også at bruge sproget og udvikle sig fremfor at søge tilbage til en gruppe, der heller ikke taler dansk.  De bliver integreret i legefællesskaber i skole og børnehave og i fritiden, og der er ikke langt til kammerater.

Gennem det samarbejde, som Kernehuset har med skolen, oplever vi meget kvalificeret skolestart /skolegang og fokus på de behov, de enkelte børn har, så problemer bliver taget i opløbet og ikke får lov at udvikle sig. Vi kan ikke undvære de kvaliteter, som Kernehuset og skolen i fællesskab står for. De er uadskillelige.

Gennem lokale arrangementer bliver vi som familie godt modtaget og bliver som familie også hurtigere integreret i det danske samfund.

Luk ikke Kernehuset og Blåhøj Skole. Det vil være en katastrofe for vores børn.

Jeg håber også stadig at kunne arbejde på skolen, og jeg er stolt af at kunne bo i en by, som kæmper for skolen. Hvis I lukker børnehaven, så lukker I langsomt skolen.

En tanke: Mon man ville udbygge Kernehuset eller Blåhøj Skole, hvis der et enkelt år var alt for mange elever? Det her er et enkelt år, at Kernehuset har et underskud ud af mange år, så hvorfor ikke se det i det perspektiv, at der selvfølgelig kommer flere børn igen - allerede nu kommer der nye børn i børnehaven.

 

Venlig hilsen

Krzysztof Matela

Blåhøj

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul