Ikke meget nyt under s(k)olen

Lars Lyhne

De efterhånden velkendte positioner blev ridset op, da byrådet mandag aften behandlede spørgsmålet om en ny skole i Brande. Venstres stemmesluger, Lars Lyhne (bill.) , stod for aftenens overraskelse, da han brød partidisciplinen og stemte sammen med Socialdemokratiet for to overbygningsskoler.

Spørgsmålet om en ny skole i Brande til erstatning for den skimmelsvampramte Præstelundskole havde været behandlet i såvel børne- og undervisningsudvalget som økonomi- og planudvalget, inden det samlede byråd havde sagen på dagsordenen mandag aften, og som borgmester Ib Lauritsen (V) tørt konstaterede, har der været stor borgerinteresse for sagen. Ikke mindst placeringen af skolen, hvor mange – blandt andet den selvbestaltede interessegruppe 360 grader Brande – har peget på Centerparken som den mest oplagte.

Anne Ravn Bach gik sammen med resten af Socialdemokratiet til valg på to overbygningsskoler i Brande, og den holdning er uændret. Som resten af partiet mener hun ikke, at kun en overbygningsskole er en fremtidssikret løsning, og hvis skolen bliver for stor, kan det negativ indflydelse på de unge menneskers trygge læringsmiljø på et kritisk tidspunkt i deres liv.

Bo Sand Kristensen (DF) ser andet end økonomiske perspektiver i at have en samlet overbygningsskole: Bedre faglokaler, større faglighed og flere valgfag, mens Lars Lyhne forfægtede den modsatte holdning:

- Ikke alt stort er lige godt. Efter hans mening er fordelene ved to overbygninger de menneskelige hensyn, mens ulempen er økonomien.

Selvom et par politikere undervejs plæderede for, at de gerne havde set antallet af alternativer skåret ned til to i stedet for tre, skal der nu arbejdes videre med Centerparken, Brandlund Fælled/stadionområdet samt Præstelundskolens nuværende placering. At der fortsat skal være to skoler i Brande og en i Blåhøj bliver der ikke pillet ved, og det bliver der heller ikke ved antallet af overbygningsskoler, selvom Socialdemokraterne altså fik uventet støtte fra Lars Lyhne i lige netop det spørgsmål.

Læs mere i næste uges udgave af Brande Bladet.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul