Ikast har overtaget førertrøjen
For andet år i træk er Gludsted den by i Ikast-Brande Kommune, der relativt set er vokset mest, men det er kommunens hovedby, der har fået klart flest nye indbyggere i løbet af 2018.
Med 2012 som undtagelsen, der bekræfter reglen, er Ikast-Brande Kommune målt på indbyggertal vokset støt siden sammenlægningen af Nørre Snede, Ikast og Brande i 2007.
I løbet af 2018 er kommunens befolkningstal vokset med yderligere 0,2 % til 41.282. Dermed har Ikast-Brande overhalet både Gribskov og Assens og er nu Danmarks 55.-største kommune målt på indbyggertal.
Det seneste års stigning skyldes især en nettotilflytning til Ikast på 147 indbyggere (1,0 %), mens Brande, der som den eneste by i kommunen har oplevet fremgang i befolkningstallet hvert eneste år, blot er vokset med syv nye indbyggere.
Den største procentvise vækst finder man for andet år i træk i Gludsted, som i løbet af 2018 har fået 10 nye indbyggere svarende til en vækst på 3,3 %. Bemærkelsesværdigt er det også, at antallet af indbyggere i landdistrikterne er steget for andet år i træk efter at have været faldende stort set uafbrudt siden 2006.
Indbyggertallet i Bording er uændret, mens det i Engesvang og Ejstrupholm er faldet med henholdsvis 33 og 36. Hårdest ramt af nettofraflytning er imidlertid Klovborg, som har sagt farvel til 27 indbyggere svarende til 4,9 %. Dermed gør kommunens sydøstligste by nu Nørre Snede og Pårup selskab på listen over byer, der er ”krympet” siden kommunesammenlægningen.
Næst efter Gludsted er det i øvrigt Isenvad, der har oplevet den største relative vækst i befolkningstallet set over hele perioden, også selvom det præcis som i Bording ikke ændrede sig i løbet af 2018.
Tilføj kommentar