Ikast er ikke fjenden

Anders Udengaard

Det har virkelig været bedrøveligt at opleve den gamle krig mod Ikast blusse op igen den seneste tid. Ikke kun fordi det er en meget ukonstruktiv måde at bruge sine kræfter på, men også fordi jeg ganske enkelt ikke forstår den.

Jeg har oplevet flere debattører fortælle, at nu vil det for dem være helt slut med at besøge borgerservice, for Ikast kunne de aldrig nogensinde drømme om at besøge. Det synes jeg i grunden er ærgerligt, for udover at byen, ligesom Brande, har masser af spændende ting at byde på, så ville man også få lejlighed til at opdage, at borgerne dér oplever helt de samme ting, som vi gør.

Ikast mærker også, at der igen og igen skæres ned på den kommunale velfærd. Ikast mærker også, at skolerne skal spare, at plejepersonalet skal løbe stærkere, at borgerservice forringes, og at hullerne i vejen tager længere tid om at blive repareret.

Der er jo intet af dette, der sker, fordi Brande har stjålet alle pengene. Eller Nørre Snede, for der er billedet også det samme. Eller for den sags skyld nogen som helst andre kommuner, for det er faktisk en generel tendens overalt i landet.

Det sker, fordi vi har en regering, som helt åbent indrømmer, at de vil have kommunerne til at bruge færre og færre penge hvert eneste år. “Effektiviseringer,” kalder de det. Eller “omprioriteringsbidrag” eller bare “kornfede uddannelser,” når det er universiteterne, der står for tur.

Venstre, Liberal Alliance og Konservative mener helt seriøst, at der er masser af penge at spare i den offentlige sektor, uden at det på nogen måde kommer til at gå ud over kvaliteten. Og tro mig, de har tænkt sig at gøre alvor af det, hvis ikke de bliver stoppet.

Efter den seneste måneds rasende debat kan ingen vist være i tvivl om, at der er masser af kampvilje i Brande, men skytset bliver altså rettet det helt forkerte sted hen. Hvis man tror, at tingene ville være meget anderledes, hvis Brande var forblevet sin egen kommune, så bliver man fælt skuffet. Prøv at tænke efter en gang: Kender I et eneste familiemedlem noget sted i landet, som kan fortælle, at deres børns daginstitution er blevet bedre, efter at Lars Løkke og Anders Samuelsen har sat dem til at “effektivisere?” Jeg kan i hvert fald godt afsløre, at jeg ikke kender mange i Ikast, der har den oplevelse.

Hvis kommunalpolitik bliver reduceret til, at forskellige lokalområder bekriger hinanden, så taber vi alle-sammen. Man kan selvfølgelig ikke tvinge nogen til at besøge Ikast, men jeg vil nu alligevel anbefale det. Hils på lokalbefolkningen, de er ret flinke. Man kan også invitere dem med hjem til Brande og give dem en kop kaffe. Måske vil man så opdage, at de både ligner og tænker som vi andre. Bussen er gratis - endnu.

Anders Udengaard
Byråds- og folketingskandidat for SF

Kommentarer

Nej, Kære Anders.....typisk SF at stemme efter partidisciplin, og glemme de svage - troede ellers du var socialist, men du er måske ikke fra Brande?

Kære Anders du er endnu en af dem der gerne vil have snablen ned i de offentlige kasser uden at kunne ændre noget.
Mvh. Niels

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Arne Danielsen bannerannonce
Bannerannonce for dinTandlæge i Brande
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul