Ikast-Brande Kommune har ansat ny voksendirektør

Louise Berg

Et enigt byråd har ansat Louise Berg (bill.) i stillingen som direktør for områderne sundhed, ældre, psykiatri, handicap og arbejdsmarked.

46-årige Louise Berg tiltræder 1. november sin nye stilling som voksendirektør i Ikast-Brande Kommune. Dermed overtager hun ansvaret for områderne ældre, sundhed, psykiatri, arbejdsmarked og handicap fra den tidligere På Tværs-direktør Karen Heebøll, der pr. 1. august rykkede videre til en stilling som sundhedsdirektør i Odense Kommune.

Louise Berg er bosiddende i Kolding, gift og mor til to børn på 16 og 18 år. Hun kommer fra en stilling som borger- og arbejdsmarkedschef i Svendborg Kommune, og før det har hun blandt andet været jobcenterchef i Nyborg Kommune.

- Jeg gerne vil være med til at løfte morgendagens velfærd i Ikast-Brande Kommune, og jeg kan se mig selv passe godt ind i Ikast-Brandes DNA. Jeg glæder mig til at arbejde i en organisation, som er præget af hedekraft, hvor man får ideer til at spire og løsninger til at gro, siger Louise Berg.

Hendes ledelsesstil er lyttende, dialogorienteret og nærværende, og hun prioriterer værdier som ordentlighed og tillid.

- Jeg er tydelig i min kommunikation og synlig i organisationen. Det er vigtigt for mig at være en rollemodel. Det er vigtigt for mig, at vi gør det, som vi siger, siger hun.

Den nye direktør for voksenområdet er valgt ud fra et stærkt felt af ansøgere, oplyser borgmester Ib Lauritsen. Byrådet har blandt andet lagt vægt på, at de ledelsesområder, Louise Berg har haft ansvaret for i Svendborg, er kendetegnet ved høj leder- og medarbejdertilfredshed samt en høj borger- og virksomhedstilfredshed. Hun er også fokuseret på at skabe trivsel og motivation i samspil med udvikling, rekruttering og sikker drift.

- Det er en kompetent medarbejder med den rette profil og god kommunal erfaring, som nu kommer til Ikast-Brande. Der er ingen tvivl om, at Louise har stor viden om ledelse og kommer med fornyelse. Jeg ser frem til et rigtig spændende og godt samarbejde med hende. Louise bliver del af centrale områder, som udgør en markant del af kommunens samlede økonomi, siger Ib Lauritsen.  

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul