Ikast-Brande har fortsat Danmarks bedste erhvervsklima

Dansk Industri har for syvende år i træk offentliggjort deres store analyse af erhvervsklimaet i de danske kommuner. For sjette gang indtager Ikast-Brande undersøgelsens samlede førsteplads.

Undersøgelsen har 11 kategorier og for første gang har Ikast-Brande Kommune opnået 1. pladsen i kategorien ’Kommunens image’. Her bliver virksomhederne spurgt ind til kommunens evne til at tiltrække og fastholde virksomheder og borgere.

- Jeg er meget stolt over, at vi fortsat formår at fastholde vores samlede 1. plads i Ikast-Brande Kommune på trods af, at flere kommuner puster os i nakken. Vi vil fortsat arbejde på at blive endnu bedre – også på de områder, hvor vi er faldet lidt i år. Det er rigtig positivt, at virksomhederne fortsat vurderer os helt i top, når det drejer sig om parametre som arbejdskraft, den kommunale sagsbehandling og fysisk planlægning. Vi har nogle helt fantastiske medarbejdere med den rette indstilling og måde at gribe opgaverne an på. Det og et enigt politisk fokus på at sikre arbejdspladserne gode rammevilkår og ikke mindst et erhvervsliv, der indgår konstruktivt i samspillet med kommunen, er helt klart vores force, understreger borgmester Carsten Kissmeyer (V).

De virksomheder, der har deltaget i undersøgelsen, repræsenterer de brancher, som DI dækker, dvs. produktion, transport, service, rådgivning, en gros mv.

- Vi ønsker at behandle alle vores virksomheder ens, uanset branche eller størrelse. Det er undersøgelsens resultater også et bevis på, idet en masse forskelligartede virksomheder har mulighed for at deltage i undersøgelsen. Jeg tror på, at vores tilgang og tætte samarbejde med virksomhederne er den afgørende faktor. Det er bedre, at vi sætter os omkring det samme bord og drøfter tingene over en kop kaffe, end at vi bruger tid på at skrive frem og tilbage, lyder det fra viceborgmester Preben Christensen.

Undersøgelsen viser også, at Ikast-Brande Kommune har de bedste ambassadører i landet, da hele 89 pct. af de adspurgte virksomheder svarer, at de vil anbefale kommunen til andre virksomheder. Det er en fremgang på 3 procentpoint i forhold til sidste år og 7 procentpoint i forhold til 2014. Til sammenligning er det på landsplan kun 64 procent af virksomhederne, der vil anbefale deres kommune til andre.

- Det betyder meget for os, at virksomhederne i vores kommune fortæller den gode historie om os. Det er den bedste markedsføring, vi overhovedet kan få, og vi vil selvfølgelig gerne have endnu flere spændende virksomheder til området, slutter borgmester Carsten Kissmeyer.

Den officielle kåring fandt sted her til morgen hos KK Wind Solutions i Ikast.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul