Hidtil største 5.X-ordre til Siemens Gamesa

Siemens Gamesa har indgået den hidtil største aftale nogensinde for sin 5.X-platform: 60 vindmøller på tilsammen 372 MW til Björnberget-projektet i Sverige. Dermed har platformen på rekordtid rundet ordrer på 1 GW siden lanceringen for halvandet år siden.

Den seneste ordre omfatter 60 SG 5.8-170-møller til et konsortium bestående af Prime Capital og Enlight Energy. Projektet er det største nogensinde for Siemens Gamesa i Norden.

Vindmølleparken bliver et af de største landvindprojekter, der bliver påbegyndt i Europa i år, og målt på effekt bringer det den samlede ordreindgang for Siemens Gamesa 5.X over 1 GW kun 18 måneder efter lanceringen.

Vindmøllerne, der har en garanteret levetid på 30 år og er omfattet af en 15-årig serviceaftale, vil blive installeret i 2022 i Ånge i det centrale Sverige. Når Björnberget-projektet er færdigt, bliver det det største Siemens Gamesa-projekt nogensinde i Norden og vil producere strøm nok til at dække behovet for omkring 300.000 gennemsnits-husstande.

- Denne aftale viser den tillid, som såvel mangeårige som nye kunder har til Siemens Gamesa 5.X-teknologien, der er førende på det nordiske marked takket være dens uovertrufne pålidelighed og konkurrenceevne, udtaler Siemens Gamesas øverste chef, Andreas Nauen, i forbindelse med handlen, og også hos Prime Capital udtrykkes der stor tilfredshed med aftalen.

Kapitalforvaltningsselskabets chef for infrastruktur, Mathias Bimberg, peger både på adgangen til Siemens Gamesas nyeste teknologi og selskabets fokus på dels at maksimere effektiviteten, dels at minimere såvel produktions- som byggeomkostninger, som væsentlige parametre for Prime Capital, der på den baggrund kan tilbyde sine investorer et attraktivt afkast.

Aftalen er samtidig Prime Green Energy Infrastructure Funds (PGEIF) første investering. Fonden er skabt for at investere i vindenergi i de nordiske lande uafhængigt af offentlig støtte og har et mål om at producere el til den laveste pris i Europa.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul