Haller må vente på svar
På sit seneste møde skulle Ikast-Brande Kommunes Kultur- og fritidsudvalg tage stilling til tre ansøgninger om anlægstilskud for samlet set 2,4 mio. kr. Udvalget besluttede i stedet, at kriterierne for anlægspuljen skal drøftes, før der kan træffes en afgørelse.
Brande Hallerne har ansøgt om et tilskud på godt 1,1 mio. kr. til udbedring af halgulvet i Hal A, Brande Sportsrideklub har søgt om 189.000 kr. som tilskud til nyt tag på den ene af rideskolens ridehaller, og Bording Hallen har bedt om knap 1,5 mio. ligeledes til udbedring af tag.
Udvalget råder i 2020 over en samlet anlægspulje på 1 mio. kr., hvoraf 200.000 allerede er afsat til et kloakeringsprojekt ved Sportscenter Ikast. Desuden blev det i forbindelse med budgetforliget aftalt, at der fra puljen skal afsættes midler til etablering af en kommunal facilitetsstrategi.
Tilføj kommentar