Fra træer og buske til blomstereng
Ikast-Brande Kommune er i øjeblikket ved at tynde voldsomt ud i beplantningen på Stationsvej på den nordvestlige side af stationen – men hvorfor nu egentlig det?
Kommunens skov- og landskabsingeniør, Dorthe Overgaard Christensen, forklarer, at den eksisterende beplantning på strækningen er udtjent, og at træerne mistrives.
- Kort fortalt har vi af flere omgange forsøgt at plante træer på strækningen. Men af uvisse årsager trives hverken træerne eller buskettet. Vi har derfor valgt at nytænke beplantningen på strækningen, og vi vil forsøge at anlægge en ”blomstereng” langs vejen, som på sigt forbedrer områdets biodiversitet, forklarer hun.
På grund af den milde vinter har man kunnet arbejde på projektet vinteren igennem, og Dorthe Overgaard Christensen forventer at være færdig med omlægningen til foråret.
Tilføj kommentar