Forældre får 1,4 millioner retur

I modsætning til nabokommunen Herning har Ikast-Brande Kommune besluttet at returnere forældrebetalingen for den tid, en plads i en daginstitution eller SFO ikke er blevet benyttet som følge af Covid-19-situationen.

22. april indgik partierne i Folketinget en aftale om at kompensere kommunerne 1:1 for tilbagebetalingen, og mens man eksempelvis i Herning besluttede at beholde pengene i kommunekassen, godkendte et enigt byråd i Ikast-Brande Kommune i starten af maj, at forældrene får deres penge tilbage i det omfang, pasningspladsen ikke har været benyttet i perioden fra den 15. april til og med den 10. maj.

En opgørelse viser, at der på den konto i alt skal sendes 1.419.000 kroner retur til forældrene. Beløbet fordeler sig med 858.000 kroner til forældre med børn i dagtilbud og 561.000 til forældre til børn i SFO.

En tredjedel af kommunens i alt 210 vuggestuebørn er blevet passet hjemme i perioden, mens det kun gør sig gældende for hvert femte af de 437 børn i dagplejen.

For børnehaverne er andelen 27,7 procent svarende til 404 ud af 1456 indmeldte børn, mens hele 42,8 procent af de 1528 børn, der er tilmeldt SFO’en (654), er gået hjem lige efter skole.

Selvom kommunerne er blevet stillet en 100 procents kompensation i udsigt, kendes den endelige økonomiske betydning for Ikast-Brande Kommune først, når der er indgået en aftale mellem regeringen og KL om næste års økonomi.

Det skyldes, at der også har været merudgifter til eksempelvis ekstra rengøring forbundet med genåbningen af dagtilbud og SFO’er.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Bannerannonce Rahbek VVS ApS
Brande Camping

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul