Flere vindmøller er døden for den grønne omstilling

Når kommunen giver lov til flere kæmpevindmøller på land, generer den ikke bare naboerne. Den underminerer også den grønne omstilling.
Sommeren har budt på de laveste elpriser i 10 år. De lave elpriser bliver ved. Det skyldes, at der opstilles mange flere vindmøller, end der er brug for. De lave elpriser trækker det økonomiske fundament væk under energibranchen.
Elproduktion, der ikke modtager støtte, er i krise. Det betyder farvel over de næste år til de traditionelle kraftvarmeværker, der har sørget for billig fjernvarme til danskerne gennem mange år. Og det betyder farvel til en nødvendig stabil strømproduktion, når vind og sol svigter.
På kort sigt overlever vindmølleopstillerne på grund af den fyrstelige PSO-støtte i de første driftsår. Derefter dækker elprisen ikke engang vedligeholdelsen af vindmøllerne. De kommer til at stå stille og forfalde. Et monstermonument over den grønne omstillings dødsspiral.
El dækker i dag mindre end en femtedel af energiforbruget i Danmark. Det tal skal op. Den offentlige støtte skal gives til elektrificering af hele vores CO2-forurenende energiforbrug. Ikke til overflødige vindmøller, der blot trykker elpriserne og sender energibranchen ud over afgrunden.
Flere vindmøller nu er døden for den grønne omstilling.
Lars Klottrup
Mosevej 1
Hedeskov
8410 Rønde
Tilføj kommentar