Firmaskydning med elektronisk markering

Ved årets firmaskydning kan deltagerne for første gang se frem til at benytte den elektroniske markering, som Brande Skytteforening tog i brug sidste efterår.

Brande Skytteforening indbyder endnu engang Brandes firmaer, forretninger, institutioner og lignende til den årlige firmaskydning på banerne under Brande Hallerne.

Ligesom sidste år kan man vælge mellem at skyde 3 dage: Torsdag d. 4. februar, fredag d. 5. februar og lørdag d. 6. februar, hvor der afsluttes med præmieuddeling. Som sædvanlig kan man øve sig lidt de 2 forudgående onsdage, hvis sigtekornet trænger til at blive pudset lidt af.

Og har man ikke været på skydebanen siden sidste års firmaskydning, venter der en nyskabelse: I efteråret fik Brande Skytteforening et længe næret ønske opfyldt, da foreningen kunne tage et elektronisk markeringssystem i brug. Det betyder, at man ikke længere skal benytte papskydeskiver, som skal køres de 15 meter frem og tilbage for at se, hvor man har ramt. I stedet kan man med det samme aflæse placeringen af skuddet på en skærm lige foran sig.

Helt elektronisk er skydningen dog ikke blevet: Der skal stadig puttes en ny patron i kammeret efter hvert skud.

Sidste år vandt Siemens damerækken foran BioMar, mens Brande Hallerne overtog tronen hos herrerne fra Tømrer- og Snedkerfirmaet Arne Danielsen, der endte på andenpladsen.

Tilføj kommentar

VIP annoncer

Annoncer

Få de lokale nyheder fra Brande på Facebook

Kommende arrangementer

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder på mail.

Onlineavis

Brande Jul