Det hvide guld fra Brande vinder Nykredits Vækstpris 2015

KMC er netop kåret som vinder af Nykredits vækstpris 2015. Virksomheden fra Brande, der eksporterer kartoffelmel og specialprodukter til 80 lande, rundede i 2014 en omsætning på over en milliard kroner og vandt vækstprisen for være innovative og skabe nye markeder på trods af forringede markedsvilkår.
Danske kartofler kan bruges til både nudler i Japan, gnocchi i Italien og babymad i Tyskland. Det har virksomheden KMC (Kartoffelmelscentralen a.m.b.a) fra Brande bevist.
I 2014 rundede virksomheden en milliard kroner i omsætning og i dag har de modtaget Nykredits Vækstpris 2015. Prisen blev overrakt på Vækst 2015-konferencen i Aarhus, der var arrangeret af blandt andre Landbrug & Fødevarer, Nykredit, LandbrugsMedierne og Dansk Agroindustri, og for fjerde år i træk satte fokus på ledelse og vækst i landbruget.
- Vinderen er en virksomhed, der har formået at klare sig særligt succesfuldt gennem store forandringer i markedsvilkårene. Via innovation, stærk kundeorientering og et tæt samspil og god kommunikation med landmandsleverandørerne er der opnået særligt bemærkelsesværdige resultater, sagde Per Rasmussen, centerdirektør, Nykredit, der på vegne af dommerkomiteen overrakte prisen til KMC.
KMC omdannede sidste år en milliard kilo danske kartofler til kartoffelmel eller specialprodukter. Virksomheden eksporterer til 80 lande, og 98 procent af omsætningen kommer fra eksporten. Omsætningen steg 16 procent fra 935 mio. kr. i 2013 til lige over 1 mia. kr. i 2014.
”Det hvide guld”, som kartoffelmel også kaldes, bruges som alternativ til for eksempel mælkeprotein, æg og gelatine i et utal af produkter som vingummi, leverpostej og mayonnaise samt osteprodukter.
KMC løb med prisen foran Thise Mejeri, Aco Funki, Kvernland og Hamlet Protein.
Tilføj kommentar